Prioriteringens pris


Prioriteringens pris

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Så er strejken for pædagogerne og sygeplejerskerne slut for denne gang. Nu nærmer sommeren sig, og tingene falder på plads. Men som altid efter et forløb må man se på, hvad vi kan lære af det.

Vi kan lære, at arbejdsmarkedsmodellen fik lov at udspille sig uden regeringsindgreb, og strejkeretten og forhandlingerne blev gennemført efter bogen. Derved fungerer de demokratiske spilleregler. Så langt så godt, selv om børnefamilier og de implicerede faggrupper nu næppe jubler af den grund.

En anden læring, som vi bør udlede, og et spørgsmål, vi bør tordne ud af vores lungers fulde kraft, er: Hvordan kan det komme så vidt, og hvordan kan vi tillade os denne prioritering?

De kommende generationer er hjulene, som skal holde samfundsmaskinen i gang, og derfor skal de have den bedste "smøring" og pleje.

Danmark er et lille samfund, hvor råstoffet er hjerner og tilhørende innovation og kreativitet. Derfor skal vi selvfølgelig sørge for optimale betingelser for vores "råstof". Så ja, vi skal finde pengene til optimal velfærd, for det vil både menneskeligt og økonomisk kunne betale sig på sigt.

Glade familier giver glade børn, glade lærere, sygeplejersker og pædagoger, betjente mv. giver glade og arbejdsdygtige borgere. Dertil er ordentlige fysiske rammer (lokaler og it-udstyr mv.), ordentlig kost (madordninger, frugtordninger, billigere økologiske varer) og ordentlig løn alle faktorer (ud af mange flere), som er med til at fremme et sådant mål.

Det burde være en oplagt prioritering at gøre sig. Men der tegner sig derimod et andet billede. Et scenario, hvor markedskræfterne synes at prioritere med bind for øjnene. Hvor løfter og valgflæsk ikke realiseres, hvor skoler og institutioner er nedslidte, hvor en politireform tilsyneladende ikke har taget højde for, at mennesker er tænkende, tryghedssøgende individer, som skal tages i ed med nye ideer og være med til at bestemme langt hen ad vejen.

Måske er det på tide, at vi stopper op og ændrer vores prioriteter. For ved at lade stå til accepterer vi, at de faggrupper, som tager sig af vores syge, børn og ældre spises af med en mindre løn, hvor det eneste, som stiger, er deres frustration.

Er det fordi, vi ønsker, at de skal vokse med denne "ros" og derved præstere bedre? Eller er det fordi, vi ønsker at gøre disse omsorgs- og servicefag så attraktive, at rekruttering ikke bliver et problem i fremtiden? Hvis det er tilfældet, så er det så sandelig tid til en anden prioritering og strategi.

Eller er den bagved liggende og mere kyniske forklaring, at vores liberale regering simpelthen ønsker at fremme en total privatisering af den offentlige sektor?

Kan det være forklaringen på, at regeringspartierne nu haler i land i forhold til snakken om en lønkommision? Hvis det er et skjult mål at gøre arbejdsforholdene og betingelserne så elendige som mulige, så giver prioriteringerne mening. Men er det, hvad vi ønsker?

Personligt er jeg blevet omvendt, og selv om oppositionen har tilbage at vise, at den kan prioritere anderledes, så prioriterer jeg anderledes til næste folketingsvalg.

thomas klint

socialrådgiver og psykolog, Nørrevænget 35, st., Odense C

Prioriteringens pris

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce