Politiker-dueller op til et valg har ofte været spændende og underholdende, især når vælgerne har været i nærkontakt med partiernes kandidater ved møder i forsamlingshuse og andre steder, hvor mennesker mødes.

Jeg husker valgmøder i halvfjerdserne, da Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen mødtes og diskuterede, så det føg om ørerne på de mange fremmødte. Der var bragende klapsalver, morsomme tilråb fra salen og nærgående spørgsmål fra journalister. Det var oplysende og spændende og værd at bruge en aften på.

Valgmøder rundt omkring i landet er, om ikke forsvundet, så reduceret til få i antal, fordi tv har overtaget rollen som forsamlingshus, og med inviterede medlemmer af de deltagende partier, så sol og vind (læs: så flokken af tilhængere og modstandere af de deltagende politikere på demokratisk vis er lige store.)

I den netop overståede valgkamp har de enkelte partier, som det er blevet skik, været inviteret i tv-studiet for at blive udspurgt af (alt for) elskværdige journalister, kandidater til valget er blevet udspurgt på gaden, og så har der selvfølgelig været de efterhånden velkendte - og alt for kedsommelige - partileder-runder på skærmen.

I netop den slags udsendelser er vigtige sager blevet taget op til debat, men med alt for mange emner og med alt for lidt taletid til den enkelte.

Det har været irriterende at overvære, hvordan deltagerne alt for hurtigt blev afbrudt, ofte midt i et svar, og værsgo' videre til den næste i rækken.

Vi har fået politikernes holdninger, idéer, planer og løfter stykkevis og delt i stedet for helt, og som borger, vælger og séer har man fået alt for lidt ud af disse partileder-runder, fordi man har siddet tilbage med manglende svar på vigtige spørgsmål.

Desuden er det blevet almindeligt, at tv-journalister i spørgerens og studieværtens rolle er alt for tilbageholdende med at holde fast i mange af de spørgsmål, der stilles. Politikerne slipper simpelt hen alt for let fra kritiske spørgsmål ved at svare i øst, når der bliver spurgt i vest.

Måske er mange tv-journalister,  blandt andet via deres arbejde på Christiansborg, blevet alt for gode venner med de politikere, der skal styre vort land, og det fremmer formentlig ikke interessen for politik, når tv-journalister optræder i rollen som mikrofonholdere og ganske glemmer at stille, og holde fast i, kritiske spørgsmål. Politikerne føler sig muligvis trygge og godt tilpas, men séerne (vælgerne) føler sig dårligt informeret og ønsker, at journalisten vil gå mere direkte til sagen.

Jeg mener, at tv-journalisterne tabte valget. Det er ganske vist ikke dem, der skal vælges, men de er et vigtigt bindeled mellem politikere og vælgere. Nu kan alt gå videre som før. Politikere og journalister kan forblive gode venner, når for megen elskværdighed får lov at råde.

Uden at være personlig og uforskammet bør moderne journalister være i stand til at gå lige til sagen - og stregen - og holde fast i et spørgsmål, men det oplever man desværre for sjældent. Når det endelig sker, er det en tillægsgevinst, at det oplysende også bliver underholdende, og så kan man næppe forlange mere.

Det vil være velgørende, hvis tv-stationerne via en efterkritik strammer op på medarbejdernes arbejdsmåde som studieværter, inden kommende valgkampe finder sted.

I modsat fald bliver det svært at fastholde interessen for politiske dueller, som især er til for vælgernes skyld.

Erling Wolff

Spangsvej 126 C, Villestofte, Odense NV