Politiet og samfundet


Politiet og samfundet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Børn kaster sten mod politiet, der siger undskyld og trækker sig tilbage. Og det er ikke kun en enkelt gang, det sker. Ikke underligt, at respekten for politiet er på retur Nogle siger ligefrem: "Vi blæser på politiet."

Siden år 2000 har antallet af sager om vold, ukvemsord eller trusler mod tjenestemænd været støt stigende, og intet tyder på, at kurven knækker. Det bliver ikke bedre af, at politiet på gaden ikke bruger hovedbeklædning.

Engang var en lov en lov, og en autoritet rettede man sig efter. Gud nåde og trøste den, der modsatte sig en ordre fra en endog enlig politibetjent. I dag vil en uromager have en forklaring. Folk vil først overbevises om, at de regler, de skal følge, er rimelige.

At vi så ind imellem med rette kan tale om et papirsamfund med for mange og for indviklede regler, er en anden sag. Det er vist ingen hemmelighed, at adskillige i det væsentligste lever af at finde ud af, hvordan man nu bedst kan finde et hul i loven eller mest behændigt kan omgå de vedtagne bestemmelser uden selv at komme i fedtefadet. Da lovene - også på grund af demokratiet eller i hvert fald vor parlamentariske arbejdsmåde - er sammenrodede politiske kompromis'er, er opgaven mange gange let. Når så hullerne er kendt, må der udstedes lapperier, og tid efter anden er det lap på lap, og nye love forsynes med mange sikkerhedsventiler, der lidet gavner, men i hvert fald er til skade for dem, der skal administrere dem. Årsagen er alene, at mange mennesker ikke ønsker at handle i lovens ånd, men kun vil søge egen gevinst.

På tilsvarende måde bliver politiet udskreget som folkefjende, når det skal administrere de regler, som de folkevalgte har vedtaget. Der tales om "politistat" af folk, der næppe aner, hvad en politistat er.

I vort samfund rekrutteres politiet på så bred en basis, som begyndelseslønnen betinger. Det er ganske almindelige samfundsborgere, der har til opgave på bedst mulig måde at administrere lovene, de virker retfærdige over for alle.

Ud over det har man en presse, der nok skal sørge for kritikken. Derfor lyder det nærmest latterligt, når der tales om "politistat".

Alle vil helst have lov til at gøre akkurat, som de selv ønsker. Og det kan man ikke uden samtidig at genere andre borgere, der har lige så stor ret som én selv. Når politiet skrider ind, rettes vreden mod politiet, hvor den skulle vendes mod personen selv.

Det er svært for politiet at administrere lovene. Og da love mange gange nødvendigvis må være upopulære, fordi de begrænser den enkeltes frihed, bliver politiet også upopulært. Sådan har politiets stilling vel altid været, men det er sørgeligt, at det også skal være sådan i et demokratisk samfund.

Det er som om, man stadig ser på politiet med øjne fra enevælds- eller provisorietiden trods fremskridt på mange andre områder.

Det er politiets lod i vort højt besungne demokratiske samfund, hvor der heldigvis er frihed til uhyre meget, men hvor politiet er sat til den ubehagelige opgave at repræsentere det samme samfund, når man skal praktisere den demokratiske leveregel: Frihed under ansvar. Det har mange endnu ikke forstået.

Vagner Vermod, Carl Blochs Vej 107, Odense M, er tidligere politibetjent.

Politiet og samfundet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce