Paradis for børn - mindre kan ikke gøre det
Af: Pernille Isaksen-Ejby - pædagog og næstformand i BUPL Fyn

Jeg træder ind i børnehave, hvor roen nærmest får mig til at stoppe op. Er jeg mon gået forkert? 

Jeg har fået lov til at besøge en lille børnehave på Nordfyn med en normering på fire pædagoger til 20 børn i tidsrummet mellem kl. 9 og 13. Et børnehus med oceaner af udfoldelsesmuligheder, fordi der er plads nok. Et sted, hvor de voksne har tid til konstant og koncentreret nærvær med børnene. 

Børnene bliver mødt med overskud og energi. En leg bliver spontant taget op, der bliver læst en bog med tre børn, som fortæller for hinanden. Og når et barn er klar til noget nyt eller gerne vil være lidt i fred, kan det finde et sted til det. Børnene skal ikke hele tiden forholde sig til andre børn, og der er så meget albuerum, at jeg på de fem timer, jeg er der, ikke oplever en eneste konflikt mellem børnene. Og jeg oplever voksne, der hele tiden griber børnenes ønsker og behov. Jeg oplever faktisk et paradis for børn. Og oplevelsen er ikke mindre end fantastisk, den gør mig glad og varm indeni. 

Jeg har intet imod struktur og planlagt pædagogik. Det er nødvendigt og giver mening indimellem. Men den her oplevelse bekræfter mig i noget, som jeg længe har gået og tænkt på - og som åbner for en masse spørgsmål i mig. Hvad er det egentlig, vi byder vores børn i disse år? Hvor skoleklasserne bliver større og større, og hvor børnegrupperne i daginstitutionerne er støt voksende? Hvor børn indimellem skal kigge langt efter hjælp fra en voksen, finde en voksen eller bare få mulighed for at få fred og ro? Er det så sært, at børnene indimellem bliver rodløse? Og har svært ved at finde fodfæste i hverdagen? Uanset om de er robuste eller ej - som er blevet det nye sort i synet på barnet og opgaven i forhold til barnet. 

Børnene bruger utrolig meget tid i institutioner, og jeg forstår faktisk godt, at nogle børn indimellem gør oprør enten stiltiende eller højlydt, fordi det hele efterhånden bare bliver for meget. Ikke fordi de voksne omkring dem ikke løser den opgave, de har fået - men fordi rammerne for at løse opgaven bogstavelig talt er blevet noget snævre. 

Jeg blev så glad den dag, jeg var ude i børnehuset. Tænk, at de her små oaser stadig eksisterer. Jeg så virkelig nogle børn, som nød plads og rum, og som også havde mulighed for at udleve og følge deres initiativer og lyst. Alt, hvad de foretog sig, var fyldt med læring og glæde. De sprudlede af energi, fordi de havde det sjovt. Er det ikke lige præcis det grundlag, vores børn skal have for at vokse op og dermed at  blive autentiske og robuste voksne, som kan klare fremtidens udfordringer? Hvis vi kunne starte sådan i livet, er der i min optik slet ingen tvivl om, at vi er på rette vej. 

Jeg svævede hjem på en glædessky den dag, mens jeg tænkte: Gid alle børn og voksne kunne have den følelse hver dag, når de går hjem fra deres institution. Tid, rum og nærvær er afgørende for vores børns trivsel og opvækst - som sagt børnenes paradis. 

Jeg vil gerne møde nogle kommunalpolitikere, der tør holde fast i paradis for børn. Og så længe der er overskud på kommunernes bundlinje, er der vel ikke nogen undskyldning for ikke at give vores børn den bedste start i livet?