"Når der nu bliver spurgt: Lever vi i dag i en oplyst tidsalder? Er svaret: nej, men nok i en oplysningens tidsalder. Der mangler endnu meget, førend menneskene, som sagerne i det hele taget står i dag, ville være eller blot kunne sættes i stand til i religionsspørgsmål at betjene sig godt og sikkert af deres egen forstand uden en andens ledelse.

Vi ser dog tydelige tegn på, at det i det mindste bliver muligt, at man frit kan arbejde sig hen imod dette, og at hindringerne for den almene oplysning eller for udgangen af den selvforskyldte umyndighed efterhånden bliver mindre. I den henseende er vor tidsalder oplysningens tidsalder...".

Således skriver en af oplysningstidens største tænkere, den tyske filosof Immanuel Kant, 30. september 1784 i artiklen "Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?" Gab, kunne du nu tænke, hvad kommer det mig ved? Jeg lever jo i en postmoderne tidsalder, hvor ironi, nihilisme og sarkasme for længst har sejret; se bare på Muhammed-tegningerne, de er jo et åbenlyst eksempel på dette.

Til dette kunne jeg nu svare, at det lige netop er pointen med dette indlæg: Denne proces eller historiske udvikling er mere end 200 år gammel.

I det ovennævnte citat af Kant skriver han utvetydigt, at vi lever i en oplysningens tidsalder, ikke i en oplyst tidsalder. Med andre ord, var han sig bevidst, at "udgangen af den selvforskyldte umyndighed", ville blive en møjsommelig og langvarig proces.

Han forventede ikke "guds død" fra den ene dag til den anden. Af indlysende årsager: Kant var selv religiøs og kristen. Andet var simpelthen ikke muligt på hans tid.

Når vi så ønsker, at andre kulturer skal gennemleve en lignende kulturel proces natten over, hvilket kom til udtryk, da statsministeren nægtede at mødes med de muslimske ambassadører under Muhammed-krisen, forventer, at de smiler overbærende og forstående, når vi i vores kultur gør nar ad deres helligheder. Er dette så ikke et udslag af historisk arrogance og uvidenhed?

Er vi virkelig så naive, at vi tror, at vi kan sidde 200 års erfaring overhørig? Findes der ikke stadig nordeuropæere, som ikke har forstået en tøddel af demokratiets væsen, og medmennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan eller tør udtrykke deres mening?

Er vi så oplyste, som vi bryster os af? Vi mener, at andre folkeslag natten over, skal acceptere og forstå vores grænser for politisk debat, selvom det har taget os så mange år at nå hertil.

Er vi blevet så indskrænkede, at vi ikke forstår, at der er noget, der hedder hensyn til andre menneskers følelser? Tager vi ikke dagligt hensyn til hinanden f.eks. i trafikken, sætter grænser for vores børn, du må ikke bande etc.

Da jeg ikke er lektor i pædagogisk filosofi, skal jeg ikke give Anders Fogh karakter i samfundsdannelse, men det kan til stadighed undre, at han ikke ønskede at deltage i et møde med de omtalte ambassadører. Enhver børnehavepædagog ved jo, at dialog og konfliktløsningskompetencer er helt centrale egenskaber i en global tidsalder.

stephan møllmann petersen

Palnatokesvej 22, st. th., Odense C, er stud. cand. pæd. i pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.