I mange år har konsulentfirmaers ideologi været: "Man kan lede alt, hvis man kan lede. Uden det er nødvendigt at have kendskab til, hvad man leder".

Offentlige ledere er uddannet i økonomi og omstillingsteknik. Derfor er det offentliges løsning af opgaver præget af besparelsestiltag og omrokering af opgaver og medarbejdere.

Medarbejderne, der løser de offentlige opgaver, forstår ofte ikke ledernes idé med de besparelser og omrokeringer, der udmeldes.

Det belaster tilliden mellem den offentlige øverste ledelse og de udførende medarbejdere. Hvis resultatet af ledelsens beslutninger udebliver ansættes flere ledere og lederne vælger opgaveløsninger fra konsulentfirmaer i stedet for at anvende viden fra de medarbejdere, der dagligt løser opgaverne.

Det første offentlige område, der blev ramt af ledelse udført af ovennævnte ledertyper, var sygehusvæsenet efter kommunalreformen i 1970.

Årsagen var, at moderne behandling af patienter uden ventetid ledet af læger uden økonomisk sans, blev stadig dyrere.

Om den ændrede styring reducerede omkostningsstigningen ved jeg ikke, men det udløste efterhånden kraftig udbygning af administrationsbygninger, administrativt personale, forlængelse af kommandoveje og skabte frustrerede patientnære medarbejdere og personale flugt.

Ledelsen søgte at forbedre forholdene ved at ansætte administratorer med lægeeksamen og sygeplejeuddannelse.

Da disse læger og sygeplejersker ofte er mere interesserede i administration end lægekunst, og lægevidenskabens udvikling er hurtig, kan deres rådgivning være forældet i forhold til de læger og sygeplejersker, der er i daglig kontakt med behandlingsopgaverne.

Som nævnt blev resultatet ventelister, flugt af medarbejderne fra det offentlige sundhedsvæsenet til det private, rodet planlægning af sygehusvæsenet og trods besparelsesrunder dårlig økonomi.

Det andet offentlige område, der blev ramt af ledelse og konsulentrådgivning, var social- og rengøringsvæsenet. Medarbejderne blev styret rundt med stregkoder, der væsentligst tog hensyn til økonomi, mens de sociale opgaver og klienternes tarv blev nedprioriteret.

Et tredje område er politireformen: Ledelsen ønskede at effektivisere ved at samle opgaverne. Politiopgaverne i randområderne synes reduceret herved. Tyveri og mindre vold er nedprioriteret. (Den øgede kriminalitet har dog nok ikke sammenhæng med reformen).

Det synes som om, man opprioriterer opgaver, der kan løses på kontoret samt ved planlagte razziaer. I stedet for at dyrke de overraskende og dermed besværlige udrykninger.

Det er en arbejdsform, som jeg ikke tror, at den klassiske politibetjent foretrækker.

Et fjerde område er buskonflikten: Hvor der øjensynligt er tre forskellige instanser, der beskylder hinanden for at være årsag til konflikten. Et udtryk for håbløs kommandovej og svigtende sammenhæng mellem autoritet og ansvar.

Hvem sørger for passable busbaner? Det ser ud som om køreplanerne af økonomiske grunde er konstrueret uden kendskab til ruternes praktiske udseende og derved blevet umulige at leve op til.

Ovennævnte ledelsesmodeller minder mig om det gamle Sovjetunionens metode: Overordnede ideologiske planer umuligt at løse opgaverne med, og uden tillid og forståelse fra ledelse over medarbejdere til borgerne.

Private foretagender har den fordel, at deres lederes effektivitet kan måles på bundlinjen.

Ledelse af den offentlige ydelse er præget af en kompliceret service, hvor befolkningen ændrer krav efter den offentlige mening (mediernes), og resultatet indebærer altid en omkostning. Fusioner kan være en økonomisk fordel i privat sektoren for at opnå stordriftsfordel. I den offentlige sektor er der, fordi servicen er svær at definere og styre, en risiko for, at der opstår stordriftsulemper.

Med den politiske vane, at der skal være kontroltal og statistik ved alle beslutninger, så bliver overgangen til også at tage politiske beslutninger ud fra tillid til de medarbejdere, der udfører servicen en vanskelig situation at sluge.

Det er naturligvis heller ikke meningen, at vore politikere og administrative ledere skal trækkes rundt i manegen af en offentlig mening, men anvender vi ledere, der alene leder ud fra økonomi og omrokering uden kendskab til opgaverne, mistes balancen, og vi skaber frustration og ligegyldighed hos servicemedarbejderne.

Dette vil påvirke den offentlige service, som det var i Sovjet.

jørgen pless

fhv. overlæge og medlem af Region Syddanmark og kommunalbestyrelsen i Svendborg, Liljevej 4, Svendborg