OB: På middelmådighedens holdeplads


OB: På middelmådighedens holdeplads

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Emil Bekker Ousager, Store Kongensgade 21 B, København K - tidligere OB-spiller
Emil Ousager portræt
Synspunkt. 

En hektisk forårssæson står for døren med både mesterskabsspil og gruppespil som en del af den nye superligastruktur.

Vi er mange med stribet hjerte, som endnu en gang må finde os til rette på middelmådighedens holdeplads - et sted mellem total fiasko (nedrykning) og kønsløse hjemmekampe mod Horsens og lignende publikumsdræbere som forårets højdepunkter.

Man kan med rette spørge sig selv - hvorfor er vi nået hertil, og hvordan kommer vi for alvor videre igen?

Der er uden tvivl mange forklaringer på de seneste mange års deroute, som har givet dybe ar i dele af den fynske folkesjæl. Mange såkaldte eksperter (deriblandt avisens egne) har forsøgt sig sporadisk, og sandheden er vel også, at der ikke findes nogen udtømmende forklaring.

Personligt mener jeg, vi skal 10 år tilbage for at finde en del af forklaringen. I foråret 2007 var Michael Hemmingsen træner, og vi havde netop vundet pokalfinalen med stærke karakterer som Ulrik Laursen og Johan Absalonsen i startopstillingen. Da jeg to år senere kom tilbage, var Lars Olsen ny cheftræner, og de fynske islæt var væk.

Nye navne som Djemba-Djemba og Caca var nu blandt hovedattraktionerne i Ådalen. Gode resultater, drevet af stærke enkeltmandspræstationer, holdt de daglige frustrationer over dårlig træningskultur og massiv ligegyldighed for klubben og dens værdier nede.

Holdånd og disciplin blev lagt på hylden pga. svag ledelse, og dårlig opførsel blev belønnet med startpladser pga. frygten for konfrontation. Klubben var i allerhøjeste grad forandret.

Organisationseksperter udtaler ofte, at det tager få dage at nedbryde en stærk kultur og mange år at opbygge en ny. Og det var præcis, hvad der skete i Ådalen de år. Roy Carroll kunne møde fuld op til træning og stadig spille hver weekend - hvis han da lige havde lyst.

Djemba-Djemba kunne tage i byen to dage før årets vigtigste kamp mod FCK og alligevel starte inde - selvom det var umuligt for ham at gennemføre lørdagstræningen.

Bevares, det var da spændende med store navne som Djemba-Djemba i klubben, men unge mennesker, som har brug for idoler, finder hurtigt ud af, hvem som er troværdige. De har brug for dedikerede klub-mennesker bedst eksemplificeret ved Thomas Delaney (eks-FCK'er), hvor de kan se, hårdt arbejde og dedikation betaler sig.

Læs mere (kræver abonnement): OB's store problem er målene

Det er bl.a. en af grundene til, OB har et efterslæb i forhold til at bringe virkelig dedikerede og dygtige unge spillere af egen avl på førsteholdet - der har simpelthen ikke været stærke nok profiler at spejle sig i.

Den efterfølgende ansættelse af Henrik Clausen var et eklatant selvmål af klubbens ledelse. De havde tydeligvis undervurderet betydningen af en stålfast og karismatisk træner, som spillerne havde respekt for. Henrik Clausen er en dygtig træner, men led under sin tidligere rolle som fysisk træner.

Manglen på disciplin og respekt for træneren var simpelthen for lav til, at succes var muligt. Til gengæld begyndte fornuftige fynske drenge som Daniel Høegh og Rasmus Falk at være sikre på holdkortet, hvilket trak marginalt i den rigtige retning.

Den markante satsning på at genetablere den fynske identitet blev dog aldrig for alvor ført ud i livet. Dertil var talentmassen måske for lille og tålmodigheden fra omgivelserne for lav. I stedet fulgte en lang periode med mystiske ansættelser af ledere og spillere i klubben.

Man kan i sit stille sind undre sig over, hvorfor typer som Conor O'Brien, Cedric N'Koun, Lasse Kryger og Dusan Djuric nogensinde blev vægtet højere end unge, stribede knægte - for bare at nævne et par stykker.

Troels Bech kom ind og ud - og i et desperat forsøg på overlevelse blev Ove Pedersen hentet ind. De gode intentioner i forhold til spil, sammenhold og kærlighed til klubben, som Troels Bech forsøgte at etablere, faldt igen fra hinanden med ansættelsen af Ove Pedersen, som simpelthen ikke har format nok til at være træner i en klub som OB.

Man må dog anerkende resultatet af nødplanen på den korte bane. Faktisk blev unge spillere som Matthias Greve og Jens Jakob Thomassen også bragt i spil i løbet af sæsonen, men identiteten i klubben haltede stadig, og ansigtet udadtil (Jesper Hansen) havde simpelthen ikke gennemslagskraft nok. Halve løsninger karakteriser vel bedst årene fra 12 til 15.

Og så er vi tilbage ved nutiden, hvor Kent Nielsen forsøger at styre tøjlerne i klubben. Kent står for noget af det, klubben har manglet i mange år, og jeg var formentlig ikke den eneste, der glædede mig over, at man nu faktisk bliver sat af holdkortet, hvis man ikke møder op til kamp til tiden.

Der mangler dog stadig grundlæggende OB-blod i klubben. Det er vel efterhånden kun "Johs", man kan karakterisere som rigtig OB'er, og vi sukker stadig efter typer som Michael Hemmingsen og Thomas Helveg, der på deres egen måde holdt fanen højt.

Vi har brug for succeshistorier, og vi har brug for, gamle OB'ere som Daniel Høegh og i bedste fald engang Christian Eriksen vender tilbage til klubben, bl.a. drevet af kærlighed for opvæksten i Ådalen.

Sådan er det ikke nu, men det fornemmes, at der arbejdes på højtryk for sagen. Derfor er det også nødvendigt, at klubben i højere grad belønner sine egne - som bl.a. Mikkel Dessler, fordi han netop er et eksempel at følge på alle områder - særligt for de unge drenge i klubbens ungdomsafdeling.

Stærkere identitet og defineret spillestil er for mig at se svaret på OB's udfordringer, og det vil fortsat tage mange år at genskabe. Alle i og omkring klubben må holde ledelsen og spillerne ansvarlige for, at dette fortsat føres ud i livet, således vi igen i fællesskab kan få OB op i top.

En ting er sikker; forårssæsonen bliver en gyser.

OB: På middelmådighedens holdeplads

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce