Den 29. oktober deltog jeg i et borgermøde i Ballum i Sønderjylland. Anledningen var A.P. Møller fondens donation på 20 millioner kroner til en samlet bygningsbevarindsindsats for Ballum Østerende og Ballum Vesterende. Dette enorme beløb bliver placeret i en såkaldt "bevaringsfond", hvis virke vil gå på at yde skattefrie tilskud til udvendige bygningsarbejder og generel forskønnelse af omgivelser og beplantning. Stråtage, skorstenspiber, kitfalsvinduer, fyldingsdøre og lignende står øverst på prioriteringslisten.

Min deltagelse i mødet skyldes, at Foreningen Straatag og jeg har haft en lille, men bestemt ikke uvæsentlig rolle at spille i dette "Ballum-projekt" i form af idéoplæg.

Den frisiske bygningskultur i Sydvestjylland er et uundværligt bidrag til den danske bygningskultur i landdistrikterne, og den er under et stærkt pres. Det har fonden set. Tønder Kommune har også erkendt det, og den har taget sit ansvar og gennemfører nu en bevarende lokalplan for Ballum Østerende og Ballum Vesterende. Dette en fondens betingelse for at yde sin støtte, og det skulle da også lige mangle!

For et par år siden donerede Fonden Realdania 40 millioner kroner til den lille by Christiansfeld til et lignende projekt og også på betingelser.

Men hvorfor nu al den snak om sønderjyske bevaringsprojekter? Hvorfor ikke skrive om nogle fynske? Det er desværre nemt at forklare. Der er nemlig ikke noget at skrive om, men det kunne der have været.

Før kommunalreformens gennemførelse fik den tidligere Glamsbjerg Kommune iværksat forberedelserne til en bevarende lokalplan for landsbyen Voldtofte.

Det var et prisværdigt og ærlig ment forsøg. Jeg deltog selv i et borgermøde, hvor der var en altovervejende positiv stemning. Under mødet kom jeg selv med et længere indlæg, hvori jeg sluttede af med at tilbyde at gå ind i et samarbejde med kommunen og "borgergruppen" med henblik på at forsøge at skaffe et større beløb, som kunne have været anvendt på samme måde som i det sønderjyske.

Jeg kunne naturligvis ikke stå inde for, at det ville lykkes, men med de kvaliteter, som stadig fandtes i Voldtofte, ville sandsynligheden derfor være stor.

De tilstedeværende politikere og kommunale embedsmænd var særdeles glade for tilbuddet og ville vende tilbage. Det skete imidlertid ikke, og der var mere, som ikke skete. Lokalplanen blev ikke gennemført. Kommunen mistede mod og lyst hertil på grund af 20 protester, som fremkom på et nyt borgermøde.

Det er mere end ærgerligt for de mange husejere i Voldtofte, som gerne vil forsøge at bevare landsbyens - og de enkelte huses - kvaliteter. Det er nu 100 pct. for egne midler!

Som et plaster på såret burde Assens Kommune hurtigst muligt oprette et såkaldt bygningsforbedringsudvalg og afsætte nogle midler, så ejere af bevaringsværdige bygninger ville kunne få lidt opmuntringsstøtte. Det vil nok også snart ske, da Assens Kommune jo var én af de kommuner, der ansøgte kulturministeriet om at blive "kulturarvskommune".

Voldtofte er stadig en landsby, der er værd at kæmpe for, og med en udvikling, der tager hensyn til den værdifulde, gamle bygningsmasse, vil den også fremover kunne være en attraktiv landsby.

Voldtofte har gennem tiderne været forskånet for ødelæggende bybrande, den er aldrig blevet ordentligt udflyttet, og den har været præget af gamle bondeslægters uvilje imod forandringer. Derfor er der i dag så mange gamle bygninger. Heldigvis er fire af de bedste bygningsanlæg beskyttet af bygningsfredningsberstemmelser, ellers havde de givetvis været borte i dag.

Jeg kommer til at tænke på en "Danida-historie" fra 1980'erne: I et afrikansk bistandsmodtagerland i det tørre "Sahel-bælte" forsøgte Danida at få de indfødte til at plante træer for at forhindre sandflugt og for at give læ, skygge og fugtighed etc., men hver gang, man havde plantet træerne, kom de indfødte og rev dem op eller knækkede dem.

Evnen til nytænkning synes fraværende - også i Voldtofte.

Torben Lindegaard Jensen

formand for Foreningen Straatag og Årets Fynbo 1989, Hybenvej 32, Hjallese, Odense S