For 117. gang belæres Stiftens læsere om den politiske valuta kaldet euroen. Senest i den kendte formummede stil i lederen den 24. januar.

Jamen, Danmark har sagt nej tak til afskaffelsen af kronen! Nemlig ved folkeafstemningen for ca. 10 år siden. Og allerede med "Maastricht" juni 1992 og undtagelserne i Edinburgh 1993 var der besked.

Igen, igen melder klogeåger sig nu med noget, som skulle ligne argumenter for denne fremmedgørende valuta. Svage sjæle henviser til, at euroen er tiltrængt i finanskrisetider.

En forbier: Også i vægtige eurolande er økonomi og beskæftigelse for stærkt nedadgående. Den krampagtige påråbte merrente i Danmark er reelt så ubetydelig, at det er vanlig politikersnak.

Forhåbentlig husker mange, hvordan flere hule skræk­scenarier blev kørt i stilling, da vi havde folkeafstemning om euroen. Med imponerende deltagelse takkede danskerne alligevel nej, og hvordan gik det?

Op og ned, som naturligt er med økonomien, og med en arbejdsløshed, der faldt og faldt og fik en masse mennesker i nationerne rundt omkring til at spærre øjnene op: Man kan altså klare sig glimrende uden dette forkromede, ukulturelle glimmerprojekt fra de omrejsende magtcentre i Bruxelles og Strasbourg.

I 2003 bakkede svenskerne op om den folkelige afgørelse i Danmark. De besluttede sig også for deres krone, som aktuelt i øvrigt gør landet konkurrencedygtigt pga. lav kronekurs.

I Tyskland med 81 mio. indbyggere spørge politikerne ikke deres folk om den slags: Ned over hovedet med euroen pr. 1. marts 2002.

Den blev overalt døbt "Teuro", den dyre euro. Omkring 2/3 af de stemmeberettigede kunne ikke fordrage den. Men tyskerne er jo ikke ukendt med at gå i takt...

Euro-modviljen har jeg mærket ved utallige samtaler med folk i den magtfulde forbundsrepublik.

Med slet skjult fornøjelse har jeg berettet om Danmarks økonomiske og beskæftigelsesmæssige succes op igennem det seneste årti, vel at mærke uden euro og uden at sprænge den nationale belåningsgrænse på tre procent (vækst- og stabilitetspagten), som vi i øvrigt slet ikke har bundet os til.

Der står de så og slår ud med armene, de flittige, effektive og nogenlunde nøjsomme tyskere, der må finde sig i det manglende direkte, folkelige demokrati.

Der dikteres ovenfra. Politikerlede er gevaldigt udbredt i dagens Tyskland.

Jeg overdriver ikke, når jeg efter mangen snak med mennesker fra forskellige samfundstrin kan fastslå, at der er betydelig "misundelse" over for nabolandet her mod nord, hvor man på glimrende vis, også via politisk indsats, ved at klare sig uden storeuropæiske fremmedgørende magtpolitik.

Skulle det komme til en dansk folkeafstemning, kan vi roligt kigge på de forgangne 17 år. Mediehyklernes påstande om "dyrt at stå uden for" og "medieindflydelse ved det åh-så-demokratiske bord" er automatytringer.

Havde de være sande, var det inden for de 18 år for længst gået galt.

Stiften advarer: "Vi er på vej til et A-hold og et B-hold i Europa".

Sludder, vi har et A-hold og et B-hold. Det er Centraleuropas natur!

Tak, H.C. Andersen, for "Kejserens nye Klæder".

philip rasmussen

translatør og korrekturlæser, Bøjdenvej 85, Vindinge, Nyborg