I en tid hvor vejret opfører sig anderledes, glemmer man desværre helt at betragte naturen, som den er i dens egen verden. Naturen har ingen overenskomst med vores kalender, den som mange i øjeblikket ellers hævder at være brudt.

Vi mennesker har opfundet en kalender og en tid, som vi har gjort os dybt afhængige af. Når der opstår uregelmæssigheder i de for os vejrmæssige vaner, afføder det straks bekymringer, fordi "vejret ikke følger kalenderen".

Nu er det bare sådan, at intet i naturen bekymrer sig - altså lige bortset fra mennesket - der jo ellers er gjort af det samme stof.

Hvis vi virkelig er så bekymrede for naturen og vejrets foranderlighed, burde vi egentlig fokusere direkte på vores livsstil af overforbrug. Det er der bare ikke så mange, der gør, vil - eller tør - men lader det nok så "bekvemt" være et ansvarsanliggende for vores regering og EU. Hvilket egentlig er det samme som at være ligeglad.

Selv når livet og omverdenen gør ondt og virker truende, formår vi ikke rigtig at ændre på os selv. Faktisk har mange af os svært ved at forholde os naturligt til vores egen person. At leve videre uden at ændre på sine indgroede og trygge vaner, har i de seneste mange årtier været et meget lidt klædeligt kendetegn for det vesteuropæiske menneske.

Naturen har til alle tider formået at udvikle og begrænse sig, og de vejrmæssige omskifteligheder har altid fundet sted. Hvilket jo egentlig er helt naturligt. Til gengæld har vi mennesker i vores udvikling ikke evnet at begrænse de omkostninger, som naturen må lide under. Vores respektløse fremfærd må siges at fremme udviklingen i en temmelig negativ retning og fremstår efterhånden som en direkte trussel for jordens fremtidige rytme

Naturen "kender" uden tvivl alle sine løsninger. Det, der indtræffer i naturen, har nemlig fastlagte universelle mønstre, som vi mennesker aldrig helt vil lære at forstå. Så i stedet for at bekymre sig så meget om de vejrmæssige "luner", burde vi bekymre os endnu mere om de grove krænkelser og den stadig stigende udbytning i vores eget forbrug af både naturen og denne jords ressourcer.

Det paradoksale og tankevækkende er, at de bestemmelser, anklager og det ordforråd, hvormed vi til stadighed angriber naturens uorden, i uhyggelig grad passer på vores egen adfærd. Så ligegyldig hvordan, vi end prøver at anfægte naturen ved dens "primitive" karakter, så rammer det tilbage på os selv og måden, hvorpå vi lever vores liv på jorden. Vi gør os nemlig ihærdige anstrengelser for at bryde både den oprindelige - og ikke mindst vores egen natur.

Hvis vi mennesker virkelig føler, at vi står så meget højere end det oprindelige, burde vi for altid kassere vores principielle og snæversynede logik på det selv samme.

Det er muligt, at vi skaber en stadig større udvikling på det ydre plan - men hvad med vores indre? Vi tager mere afstand og mindre ansvar for den unikke natur, hvori vi helt har glemt at indgå i en naturlig sammenhæng.

Carsten Hermansen, Faaborgvej 142, Odense SV, er cand.phil.