Hvordan bekæmper man materialismen? Det gør man med mere materialisme, siger den nye franske provokatør og filosof Michel Onfray. Materialisme skal her forstås som en modfilosofi til kristendom og idealisme. To af Omfrays forbilleder er derfor Epikur og Montaigne.

De søger begge at komme til klarhed med den menneskelige eksistens ved at fremvise en filosofi, der bygger på at give mennesket maksimal lykke. Ikke ved et grænseløst forbrug, men ved at afstemme forbrug med lykke. For Epikur handler det om ligevægten mellem verdslig nydelse og så frihed eller ubundethed; at man hverken køber sig ihjel eller afholder sig fra alt form for nydelse af ren og skær puritanisme. Hedonisme kalder man denne filosofi, og hedonisme er et kodeord hos Onfray. Skurkene er derimod Platon, evangelisterne, Descartes og Kant, fordi de begrænser menneskets udfoldelse ved at referere til en hinsides verden, hos Gud, i himlen, i idéen eller fornuften. De ender derfor med at spærre mennesket inde i en moral som trælbinder. Og Onfrays projekt er lige netop at vise en vej ud af trældommen, som har hærget den europæiske mentalhistorie.

Onfray har ret et stykke af vejen. Men jeg tror ikke på, at man kan lave en skarp kritik af forbrugersamfundet og materialismen ved at tage afsæt i en materialistisk filosofi. Det bliver en nådesløs kritik. Til gengæld skal en kritik, som den kristendommen kan rette, ikke være moralsk og bedrevidende. Den skal i stedet vise ironien i forbrugersamfundets tankeformer eller mangel på samme. At selv om det moderne menneske efterhånden defineres som forbrugere, så er det trods alt de fænomener, som ikke koster noget, der ofte giver den største glæde og lykke. Og en måde at pege disse fænomener ud er ved hjælp af et kristen eller religiøst sprog.

Et af ordene i denne sammenhæng er begrebet nåde - at man får noget givet, som man ikke kunne give sig selv. Det gælder for en solnedgang, skyernes formationer om efteråret, som Kierkegaard priser i et poetisk og religiøst sprog, lyset, ansigter der kommer og går, horisonten - som Løgstrup fremhæver.

Jeg bor i en præstegård med udsigt til en sø og med et slot på den anden side af søen. Om aftenen, når solen står i vest, spejler slottet sig i søens overflade, og hele scenariet ligner et postkort. Men efter otte år som præst på stedet kan jeg ikke se den smukke udsigt. Det er ikke fordi, udsigten har forandret sig, men den er blevet trivialiseret af den grå hverdag. Og her hjælper ingen materialismefilosofi. Tværtimod er jeg nødt til at finde et tankesæt, som giver mig fornemmelsen af, hvad udsigt og horisont egentligt vil sige; at verden kommer mig i møde som en gave, der skænkes dag for dag. Og det gælder ikke blot min udsigt, det gælder det almen menneskelige liv, hvis blot vi åbner øjne og ører og finder det sprog, som kan kalde verden frem ganske gratis.

En kristen materialismekritik, som ikke er moraliserende men viser ind til de tvetydigheder og faldgrupper, som et forbrugersamfund uigenkaldeligt ender i, det er, så vidt jeg kan se det, en både skarp og opbyggelig kritik. Så kan Onfray ellers gå ind i "Haven", som Epikurs filosofiske forum hed, eller lade sig hylde som populist i sine modfilosofiske forelæsninger.

Anders Kjærsig, Nr. Søby Præstegård, Årslev, er sognepræst.