Ligesom mange mange andre danskere har jeg nu igennem nogen tid hørt en del om de igangværende overenskomstforhandlinger - og lad mig starte med at slå fast, at jeg er meget, meget stor tilhænger af, at arbejdsmarkedes parter fortsat er dem, der forhandler f.eks. overenskomster - helt uden indblanding fra anden side - og da især fra politisk side.

Jeg er slet, slet ikke uenig i, at nogle grupper på vores arbejdsmarked trænger til et lønløft, men jeg mener, at den danske model er et rigtig godt redskab til bl.a. at opnå dette.

Jeg ryger simpelthen helt op i det røde felt, når en folketingspolitiker toner frem på min tv-skærm og proklamerer, at nu skal offentlige ansatte have så og så meget mere i løn - og de ekstra øremærkede lønkroner skal vel at mærke ikke gå til de offentligt ansatte, der "bare sidder og administrerer", for de er jo ikke "værdigt trængende".

Og lur mig, om jeg ikke også hører noget mellem linjerne, som lyder som noget i retning af, at den type arbejdsopgaver, de løser, jo ikke er så vigtige og betydningsfulde endda. Men hvad nu hvis de, der "bare sidder og administrerer", holder op med netop dét? Hvad så med udbetaling af kontanthjælp, boligsikring, sygedagpenge, pensioner og enkeltydelser? For ikke at nævne løn og pensioner til bl.a. andre offentligt ansatte? Og hvem skal servicere og sagsbehandle de borgere, som ikke er på plejehjem, sygehus eller på anden måde plejekrævende?.

Jeg ved godt, at det er et påtrængende problem, at det er svært at rekruttere til f.eks. plejesektoren, men jeg skal hilse og sige, at det altså heller ikke er voldsomt let at rekruttere (og fastholde) i andre dele af den offentlige sektor.

Kommunesammenlægningerne, evig foranderlig lovgivning, håndtering af pressede og ofte dårligt stillede borgere osv. gør, at det at være ansat i den offentlige sektor på det kommunale område, bestemt heller ikke er en dans på roser.

Man kunne jo lade tankerne dvæle lidt ved de udmeldinger, der pt. kommer fra landets politibetjente i forbindelse med politireformen. 68 procent overvejer at skifte branche. Hvad skal det koste at holde ro på bagsmækken dér mon? Hvad er man villig til at betale - og hvem?

Og hvad med ansatte i Skat? Hvad med dem i de sammenlagte kommuner? Hvad har de fået af ros, anerkendelse og bevågenhed fra politikernes side indtil nu?

De har været og er til stadighed noget, der ligner et stort, tavst, hårdtarbejdene flertal, som hele tiden får at vide, at stort set alt, hvad der forgår i deres arbejdsverden, ikke vil udløse flere ressourcer - alt skal klares inden for de nuværende økonomiske rammer, og gerne lidt bedre hele tiden. Og ikke bare bedre, men jvf. Kvalitetsreformen både bedre, billigere og hurtigere.

Så er der slutteligt en pointe, jeg også hører nævnt, nemlig at det er de typiske kvindefag, der ønskes hævet lønmæssigt - igen særligt med plejesektoren for øje vel at mærke, men når jeg kigger på den branche, jeg er ansat i, så ser jeg også næsten "kun" kvinder med den pudsige effekt, at denne branchen bestemt heller ikke er lønførende.

Burde det så ikke også kvalificere denne branche til særlig politisk og økonomisk opmærksomhed? Eller er det mere et spørgsmål om ligeløn og dermed en diskussion, som hører til på et andet tidspunkt og sted?

Men måske netop den manglende ligestilling også er en del af sagens kerne i virkeligheden?

linda sigvardt

sekretariatsleder i Ydelsescentret Egeparken, Odense NØ, Engdalen 5, Odense NV