Grundskolen skal udvikles, så det fører os lige lukt mod titlen verdens bedste skole. Målet afslører et slags kompleks på linje med nissen, der ville være verdens største mand - en ambition, der i sig selv kan få én til at blive forlegen.

I det forgangne skoleår er leen blevet svunget over såvel folke- og friskolelove med den alvorlige konsekvens, at ligheden mellem de to skoleformer bliver større og udviklingspotentialet i den samlede grundskole dermed mindre. I iveren for at blive "verdens bedste" er der en reel risiko for at undervurdere nødvendigheden af, at den samlede grundskole selvsagt beriges af diversitet frem for ensartethed. Der hersker en historisk enestående normaliseringstrang, hvor ikke mindst friskolerne udsættes for lovtiltag, der gør det vanskeligt og ikke mindst mistænkeligt at tilbyde undervisning, der stikker udenfor det såkaldt "normale".

I løbet af det seneste skoleår er der indført krav om, at friskolerne udarbejder undervisningsplaner, slut- og delmålsbeskrivelser med øget parallelitet til folkeskolen som mere eller mindre utilsigtet bivirkning. Friskoleforældrenes tilskud til befordring af deres børn til og fra skole er blevet beskåret med 40 mio. kr. Som undervisningsminister Bertel Haarder siger: "Det frie skolevalg skal koste lidt". Efter krav fra Undervisningsministeriet har alle friskoler måttet forny vedtægter, som bevirker, at de forældrevalgte bestyrelser nu i højere grad indtager rollen som "statens vogter" på friskolerne. Prøvebestemmelserne for friskolerne er også ændret, så undervisningsforløbet presses tættere til folkeskolen. Senest er der indgået en aftale mellem KL og regeringen, der åbenlyst skal spænde ben for nye friskoleinitiativer.

Samlet set står tilliden til forældrene mærkbart svækket. Det er problematisk og forargende, at landets politikere lader den pædagogiske diskussion styre af en overordnet kontroldiskurs, som selvsagt lukker mere, end den åbner. Når friskolernes rammer indsnævres, handler det tydeligvis ikke om pædagogik men om magt.

I al den fælles europæiske stræben efter harmonisering af uddannelse, udveksling af erfaringer om best practice og udvikling af læringssynet, er det nødvendigt at fastholde netop muligheden for mangfoldighed i uddannelsessystemet. Hvis man bilder sig ind, at dét, vi synes, er så fint, ædelt og særligt ved det danske uddannelsessystem, nok skal overleve uanset set hvad, må man nok være påpasselig.

Ingen kan patentere sig retten til et bestemt menneskesyn, hvilket er selve grundlaget for, at der findes frie skoler og baggrunden for, at der i Danmark er undervisningspligt men ikke skolepligt. Det bliver spændende at se, hvad det kommende skoleår vil bringe af nye politisk bestemte udfordringer for landets fri- og folkeskoler.

Ebbe Lilliendal Jørgensen er landsformand og Maren Skotte informationsmedarbejder, Dansk Friskoleforening, Prices Havevej 11, Faaborg.