I FN udgør de anti-og udemokratiske lande majoriteten. Umiddelbart afviger mange af disse landes parlamentariske model ikke fra de europæiske. Parlamentarisme forudsætter blot en valgt regering, som også findes i totalitære og feudale regimer. Hemmelige valg finder sted i stater, hvor der ikke er partier at vælge imellem, kun personer. Valgmåden siger intet om et lands demokrati - det gør alene omfanget af borgernes direkte indflydelse på samfundspolitikken.

Hvor megen indflydelse har danske borgere på samfundspolitikken, når det kommer til stykket? Næppe mere end kinesere og cubanere.

At landet ikke fremstår som én valgkreds, så vælgeren kan stemme på en person i en anden del af landet, som han måske kender godt og har tillid til, er en indsnævring af demokratiet.

Vælgeren bestemmer heller ikke, hvem der kan stemmes på i hans valgkreds. Det gør hensmuldrende partiforeninger, og afgørelsen om kandidatopstillingen er gerne truffet på forhånd af kredsbestyrelsen, der ofte interesserer sig mere for, hvem der har den højeste anciennitet som partisoldat end for vedkommendes uddannelse og faglige kvalifikationer.

Vælgerforeningernes samlede medlemsantal var ved årtusindskiftet knap en fjerdedel af, hvad det var for 50 år siden.

Det er tydeligt, at befolkningens politiske desillusion - som i de sidste 20-30 år har givet sig udslag i at skifte vadested fra det ene valg til det andet (ikke blot politikere har et standpunkt, til de ta'r et andet) - har mindsket interessen for at være partimæssigt organiseret.

Tilbagegangen for vælgerforeningerne har fået den ubehagelige konsekvens for partierne, at medlemmernes kontingentkroner ikke rækker langt, når der skal planlægges valgaktiviteter. Problemet fandt partierne i fællesskab ud af at løse med en partistøtte fra det offentlige. Det var ikke noget, man spurgte befolkningen, om man måtte - det indskrænket-monarkisk despotiske demokrati bevilgede sig selv penge for at overleve.

Af mere alvorlige udemokratiske tiltag er valglovens spærreregel med den negative konsekvens, at fire personer indtager pladser i Folketinget, der ikke tilkommer dem.

To pct.-spærrereglen blev foreslået og gennemført af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det konservative Folkeparti og Venstre.

Da valgloven blev kritiseret for at være grundlovsstridig, anfægtede de fire gamle partier, at grundlovsgiverne med bestemmelsen i grundlovens § 31 stk. 2, om anskuelsernes ligelige repræsentation skulle have ment: forholdsmæssig. Men den nuværende formulering af grundlovens § 31 stk. 2 stammer fra grundloven af 1915.

Hvad konseilpræsident C. Th. Zahle ved første behandling af Danmarks Riges Grundlov udtalte i Folketinget 22. april 1915 må siges at høre med til lovens forarbejder:

"Den almindelige politiske udvikling siden juni-grundloven har medført ønsket om at sikre hver vælger den indflydelse på folketingsrepræsentationens sammensætning, som hans stemmeret tillægger ham. Det er dette, der har fundet udtryk i bestemmelsens paragraf 32 om, at valgloven ved den valgmåde og de nærmere regler for valgrettens udøvelse, den foreskriver, skal have til formål at sikre den ligelige repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne.

Ved den forestående affattelse af paragraf 32 er en forholdsmæssig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne grundlovsmæssigt fastslået".

Spærrereglen blev oprindelig motiveret med, at for mange partier nedsatte Folketingets arbejdsevne. Anskuet under denne visdoms synsvinkel er det indlysende, at slet ingen partier må give Folketinget optimale arbejdsevner, især når ligegyldige ideologiske uoverensstemmelser og modsætninger ikke beslaglægger tingets arbejdstid.

Helt bortset fra, at hvis der ingen partier var, ville det være tilstrækkeligt med 35-40 lovgivere - en kolossal besparelse på finansloven.

martin elmer

Avenida Carlota Alessandri, 131, Edificio "El Rocio" apto A y B, E-29620 Torremolinos, Spanien, er forfatter.