Det er LO's plan, at der som led i overenskomstforhandlingerne skal gennemføres en uddannelsesfond. Planen er inspireret af regeringen og accepteret af LO i Globaliseringsrådet. LO har dog det problem, at medlemmerne hellere vil have kontanter. Dette har LO søgt at imødegå med, at efteruddannelse er lige så godt som kontanter. LO økonomer har regnet sig frem til, at en uges efteruddannelse giver et lønhop på 3000-4000 kr. om året.

LO har ret i, at der generelt på samfundsplan kan konstateres en positiv sammenhæng mellem uddannelse og lønniveau respektive mellem beskæftigelsesmuligheder og uddannelse. Spørgsmålet er dog, om det er medlemmerne selv, der skal betale efteruddannelsen, hvilket LO's projekt jo går ud på?

Der er flere problemer med planen og LO's argumenter herfor. For det første findes sammenhængen mellem uddannelse og løn kun på et overordnet statistisk niveau. Om indbetalinger til en uddannelsesfond kommer igen i form af løntillæg for den enkelte lønmodtager vil afhænge af, om arbejdsgiverne er villig til at honorere en meruddannelsesindsats ved lokale lønforhandlinger?

For det andet handler regeringens model i realiteten om en privatisering af finansieringen af uddannelse, idet lønmodtagerne selv skal spare op til efteruddannelse.

Heroverfor står, at uddannelse i den danske velfærdsmodel hidtil har været et samfundsanliggende og dermed en offentlig opgave. Hvilket lønmodtagerne hermed har betalt til over skatterne. Er det er rimeligt, at de selv skal betale til noget, som de allerede har betalt til over skattebilletten?

En opkvalificering af den danske arbejdsstyrke vil være central for Danmarks globale konkurrenceevne. Og navnlig blandt de ufaglærte er der et betydeligt uddannelsesmæssigt efterslæb. Når det gælder videregående uddannelse og forskning, har regeringen ikke været i tvivl om et kraftigt løft de kommende år. Hvorfor så ikke på det erhvervsmæssige grund- og efteruddannelsesområde?

Og hvor er den fordelingspolitiske balance, hvis LO- arbejderne selv skal finansiere egen uddannelse samtidig med, at regeringens øgede bevillinger til forskning og videregående uddannelse primært kommer de højtuddannede til gode. Og til fordel for hvad bliver det, hvis efteruddannelsesomkostningerne overvæltes på arbejdsmarkedets parter? Indgår besparelser på uddannelsesområdet blot i regeringens strategi for oparbejdelse af råderum for flere skattelettelser?

For det tredje er det spørgsmålet om denne privatisering af erhvervsmæssig uddannelse ikke udhuler den danske velfærdsmodel.

På den ene side har opbygningen af arbejdsmarkedspensioner bidraget til at sikre lønmodtagerne pensionsmæssigt, men samtidig har opbygningen af arbejdsmarkedspensioner haft betydeligt ulighedsskabende sideeffekter, og det samme kan lønmodtagerbetalt uddannelsesopsparing.

Henrik Herløv Lund, Engelstedsgade 54, København Ø, er økonom, Cand.scient. adm.