Det følgende er et lille forenklet idéhistorisk rids om vores opfattelse af kulturdannelser. De begrebspar, vi anvender for at forstå virkeligheden og os selv, skifter nemlig gennem historien og bliver prioriteret forskelligt.

Engang var det vigtigste begrebspar: rigtig og forkert. Dette par blev konstrueret af erkendelsesteorien.

Hos Platon og Aristoteles diskuteredes, hvordan man kunne erkende og vide noget om virkeligheden.

Det var derfor filosofiens opgave at prøve på at give en plausibel forklaring på problemet. Begrebsparret rigtig og forkert havde første prioritet.

Som årene gik, skiftede man begrebsparret ud med et nyt. Nu blev det et etisk problem. Spørgsmålet om godt og ondt kom i centrum. Det skete med kristendommen.

I evangelierne tales der ikke om rigtigt og forkert, men om gode og opbyggelige handlinger på den ene side og onde og destruktive på den anden.

I slutningen af 1800-tallet kom der et nyt begrebspar. Det blev opfundet af den tyske filosof Nietzsche. Han kritiserede kristendommen for moralisme. Kristendommen var for svage mennesker.

Nietzsche erstattede derfor godt og ondt med svagt og stærkt. Han sondrede mellem under- og overmennesket. De sidste var dem, der turde at leve hinsides godt og ondt uden at lade sig påvirke af massernes og ressentimentets moralisme.

Både erkendelse og moral blev i sidste instans bestemt af viljen til magt. Det var ikke spørgsmål om at tænke klart eller opføre sig pænt og godt, men om at turde tænke selv og selv sætte den etiske dagsorden.

De senere år er der så kommet et nyt begrebspar: sundt og usundt, slank eller fed. Det er ikke opfundet af filosofien, kristendommen eller kulturkritikken men af biologien, lægevidenskaben og reklamen.

At være et sundt slankt veltrimmet og designet menneske er blevet idealet. Et ideal, der ikke kun viser sig på ydersiden i form af kroppen, men er blevet et sprog og en måde at tænke på.

Og det er tankevækkende.

Tænk blot på den måde, man anskuer rygere og fede mennesker på. De bliver betragtet som syge, der ikke har hold på sig selv.

Man må derfor spørge: kan man ikke være et etisk godt menneske, selvom man er usund? Kan man ikke være et skarpt tænkende hoved, selvom man er fed? Kan man ikke godt forstå det skønne, selvom man ifølge sundhedsbølgen er grim?

Eller omvendt: Kan den sunde ikke være et dumt svin? Er den trimmede nødvendigvis et klogt hoved? Og hvad hjælper det den smukke, hvis ikke han kan forstå det skønne?

Havde Nietzsche lagt ører til dette, ville han ryste. Han ville få bekræftet, at undermenneskets og ressentimentet lever i bedste velgående. Ikke blandt de usunde, men blandt de sunde.

Derfor: Giv os dog et nyt begrebspar!

anders kjærsig

sognepræst, Nr. Søby præstegård, Årslev