Homoseksualitet. Priden er symbolet på vores danske sindelag
Af: Alexander Grandt, folketingskandidat, Socialdemokratiet, Nyvangsvej 32A, st.tv., Odense C

Det er ikke mere end 36 år siden, at homoseksualitet blev anset for at være en psykisk sygdom i Danmark. Og det er under 100 år siden, at det var ulovligt at have sex med en fra samme køn. For fem år siden fik bøsser og lesbiske retten til at blive gift. Og fra 1. januar i år ændrede sundhedsmyndighederne praksis, så transseksualitet ikke længere ses som en sygdom.

Danskernes holdning til LGBT-personer har ændret sig markant. Der er måske ligefrem tale om en 180 graders kovending. Hvor seksuelle minoriteter før blev set på med skam og ubehag, er tolerancen overfor LGBT-personer i dag tæt forbundet med vores danske sindelag og nationale værdier. Det er simpelthen udansk at udskamme og forskelsbehandle folk på baggrund af deres seksualitet.

Den udvikling er ikke kommet af sig selv. Vores forandrede syn på seksuelle minoriteter er ikke naturgivent. Den er skabt af tidligere generationers kamp for at blive accepteret som dem, de er. Deres kamp for at kunne leve en fri og åben tilværelse uden at skulle gemme seksualiteten af vejen.

Som homo tænker jeg ofte over, hvor heldig jeg er med at være født lige netop her i lige netop denne tid af vores historie. Og jeg føler en enorm forpligtigelse til at fortsætte den kamp, som generationer før mig har startet. Selvom vi i dag ser det som utænkeligt, kan udviklingen sagtens gå den forkerte vej. Mennesker har det ofte med at blive ramt af snæversynethed og intolerance.

Få dage efter terroranslagene i Spanien mødte 300.000 danskere op til pride-parade i København. Og selvom paraden ikke var en mindeceremoni for ofrene, kunne jeg alligevel ikke undgå at tænke på, at priden jo er den diametrale modsætning til det, de fanastiske voldsekstremister står for. En manifestation for det åbne og mangfoldige samfund. En march for de grundlæggende værdier vores samfund står på.

Paraden er et billede på, hvordan forskelligheden ser ud i alle dens farver, former og figurer. Det handler om at vise sin seksualitet med stolthed. Ikke at skulle gemme den del af sig selv væk. Det er den festlige markering, men også en direkte konfrontation med alt det reaktionære og fordømmende, som vi er godt i gang med at vriste vores samfund fri af.

Selvom den sidste paradevogn kørte i garagen i lørdags, fortsætter det daglige optog for et mangfoldigt samfund. Og der er stadig nok at tage fat på. Noget kræver lovgivning, mens meget kræver ændringer af, hvordan vi er sammen i vores samfund. Hvor meget normer betyder for os. Normer, der ofte er bundet op af forestillingen om, at livet leves mellem mand og kvinde.

Jeg er særligt optaget af, at unge LGBT'ere får den hjælp, der skal til for at springe ud, blive accepteret og leve som seksuel minoritet. Det kræver, at forældre, skoler og klubber, ungdomsuddannelser og det lokale foreningsliv bliver bedre til at forholde sig til LGBT-spørgsmål. Det er i vores teenageår, at vi bliver seksuelt bevidste. Det er her, vi får vores første kærester. Har vores seksuelle debut. Afprøver grænser og forsøger at finde ind til, hvem vi er.

Der er ingen tvivl om, at LGBT-personer er udsatte i den sammenhæng, og at vi vil hjælpe tusindvis af teenagere, hvis det blev lettere at springe ud, uanset om du er er ung i Ringkøbing eller Roskilde.

Det er mellem den årige pride, at vi forandrer vores samfund. Det er mellem festerne, at vi gør forskellen for mennesker. Jeg håber, at vi næste år igen kan konstatere, at det er blevet lidt bedre at leve som LGBT-person i Danmark.