Friluftsbadets poesi
Af: Peter Christensen, Godthåbsgade 56, Odense C

Som barnefødt i Bolbro i 1951 har Odense Friluftsbad - Frilu - betydet meget for min barndom i 50'erne og 60'erne.

Min tidligste erindring om Frilu går tilbage til ca. 1955. Mine forældre har antagelig haft mig med derover, og jeg husker, hvor kolossalt stort og overvældende indtryk stedet med de tusindvis af gæster gjorde på mig. Cykelparkeringspladsen på Elsesmindevej foran badet var enorm. Formedelst 10 øre kunne man parkere cyklen i et stativ, som var en betonklods med en rille, hvor cyklens forhjul kunne stikkes ind og holde cyklen på ret køl. Der var mange vagter til at sørge for det praktiske med billetsalg og henvisning til ledig plads. De, der ikke kunne eller ville ofre tiøren, kunne blot smide cyklen i græsset længere ude ad Elsesmindevej oven i alle de andre cykler, som måske allerede lå der.

Ved billetsalget var der meget lange køer. Når man var lukket indenfor, gik turen til omklædningsrummet, hvor omklædning og afvaskning foregik i god ro og orden. Bøjlen med stofpose til et par sko samt lomme til øvrig beklædning blev rakt ind til badeassistenten. Billetten med et hul blev sat på bøjlekrogen og bøjlen hængt hen på en nummereret plads med et tilhørende nummereret gummibånd, så den rigtige bøjlepose blandt de tusind andre bøjleposer kunne finde tilbage til den rette ejermand. Opbevaringen foregik bag et kraftigt trådnet og med årvågne badeassistenter. Jeg har aldrig mistet nogen som helst ejendele i Frilu.

Friluftsbadet åbnede altid sæsonen Kr. himmelfartsdag, og temperaturerne var typisk: Vandet 12 grader og luften 15. Take it or leave it. Opvarmet vand kom først efter 1970, hvor Badstuens gamle kedler blev overflødige efter Badstuens nedlæggelse og ændring til aktivitetshus.  De blev flyttet til Frilu, hvor de gjorde god fyldest til bassinopvarmning i ydersæsonen. Mine forældre havde oplevet Frilu i 40'erne, hvor der kun var et bassin med kunstig strandbred i den ene ende og et tov i midten, som adskilte den lave og den dybe del. Midt i 50'erne var det imidlertid ændret til to bassiner med den form og størrelse, som de senere har haft.

De færreste mennesker havde bil i 50'erne og på en glohed sommersøndag, hvor luften i den toværelses lejlighed gjorde opholdet indendørs uudholdeligt, var det en fantastisk mulighed at kunne tage hele familien på cykel til Elsesmindevej og nyde sommeren. Det gjorde tusinder af odenseanere i hvert fald.

Skolernes sommerferie startede altid omkring 20. juni nogle dage før sankthans og varede syv uger indtil omkring 10. august. I min sommerferie var der stort set hver dag dømt Frilu, uanset vejret. Mine forældre havde to ugers sommerferie, og der var ikke noget med at rejse længere væk end allerhøjst nogle dage til familien i København. Godt vi så havde Frilu.

I 60'erne kunne man komme i Frilu som barn formedelst 25 øre, hvis man ankom inden kl. 10, hvorefter prisen steg til en krone. Min far havde altid et arsenal af 25-ører liggende frit tilgængeligt, så jeg altid havde råd til entreen. Hvis der en sjælden gang bød sig en mulighed for at komme til stranden sammen med f.eks. familie eller venner med bil, og hvis jeg fik valget, ville jeg til enhver tid vælge Frilu på trods af den knivskarpe klorering og andre ulemper, som de voksne ikke var så begejstrede for.

Der var mange livreddere, som alle sorterede under cheflivredderen, den tidligere elitesvømmer Helge Hansen, som i min drengeoptik var Frilus ukronede konge. Livredderne havde godt styr på situationen, for der var virkelig flere tusind gæster på en varm sommersøndag. Udspringstårnet var en fantastisk gave, og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i alt har sprunget ud fra etteren, treeren eller femmeren.

Timetervippen var jeg desværre ikke modig nok til at bestige, for der var ingen fortrydelsesret. Var man gået op, så var det bare med at springe ud i det tomme luftrum - en isnende tanke. Turde man ikke og tog trappen ned igen, var det slut, og man blev bortvist for resten af dagen. Der skal nok have været nogle børn, som er kommet til skade i tidens løb, men det var absolut et fåtal. Selv sprang jeg engang ud fra langsiden på skrå i det dybe bassin og knaldede den ene side af panden ned i den skrå betonkant helt ude ved bassinsiden. Heldigvis fik jeg ikke mén.

Billetprisen på de 25 øre blev helt afskaffet i 80'erne og 90'erne. Nu skulle børnene blot ankomme inden kl. 10, så var det gratis. Havnebadets åbning sidste år og den generelle udvikling i samfundet har sat Frilu under pres. Besøgstallet er styrtdykket i de senere år, og noget måtte gøres. Da Havnebadet er gratis, er den naturlige konsekvens, at Frilu også skal være det. Så er der jo heller ikke nogen grund til at have folk i billetsalget, og alle kan frit gå ind.

Gad vide, om der overhovedet er nogen, som bliver vasket inden badet? Et utænkeligt spørgsmål at stille for 50 år siden. Renligheden blev strengt håndhævet. Kraftig reduktion af personalet medfører desværre, at urolige elementer her finder sig en tumleplads, hvor de kan genere andre gæster, hvilket man har kunnet læse i avisen inden for den seneste uge.

50'erne kommer ikke igen, og det skal man ikke være ked af. Men i min drengetid fra 1955 til 1965 var Frilu en uvurderlig del af min opvækst. Prøv at se, om der ikke kan findes en nutidig formel for, hvordan dette enestående sted kan bevares og fornys til gavn og glæde for nutidige og kommende generationer af børn og unge.