Mange ting har bidraget til min pessimisme siden 2001. Mest af alt har det været den nye front, der er opstået mellem kristne og muslimer siden angrebet på World Trade Center, og den borgerlige regering, der har ført politik ind i reklamebranchen (de politiske resultater underordnes kommunikationen af de angiveligt gode resultater).

Alligevel må man være vågen over for de positive tendenser. Over det lange stræk (de sidste 50 år) er der kommet færre totalitære stater i verden. Få af disse ses stadig som trusler mod verdensfreden (Iran og Nordkorea), andre kæmper en desperat kamp mod minoriteter for at bevare, hvad man i ideelle termer kalder demokrati (Pakistan og Afghanistan), og nogle stater befinder sig på det absolutte bananrepublikanske niveau, hvor hele verden skriger af grin over dem (Robert Mugabes Zimbabwe). De totalitære styrer er dog under pres, hvilket man ikke oplevede i 1930’ernes Europa.

I 1968 holdt Martin Luther King en tale, kort før han blev dræbt. Her sagde han noget i retning af, at han kunne se det forjættede land. Han ville nok ikke nå dertil selv (han kendte godt sin udsatte position), men hans folk (de sorte) ville nå dertil. Denne vision oplevede vi med valget af Barack Obama til amerikansk præsident. Det umulige, at en sort kandidat ville kunne blive amerikansk præsident, er lige så stort, som at Berlinmuren, og dermed stormagternes globale atomkrigstrussel, kunne falde i 1989.

Der har trods alt de sidste 20 år været opblødning i denne verdens infiltrationer. Truslen er generelt flyttet fra det militære til det økologiske.

Nu vælter mange af menneskeforagtens dogmer som dominobrikker - over det lange stræk - og demokratiseringen æder sig langsomt, stadig for langsomt, ind over vores politiske univers. Det sidste eksempel er, at en lesbisk islandsk kvinde kan blive ny statsminister i det økonomisk plagede land.

Tingene bevæger sig i bølger. Vi oplevede i Danmark fattigfirserne, og derefter oprydningen i 1990’erne. Efter Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse har vi oplevet den spindoktorale tidsalder, hvor befolkningen er blevet fyldt med kommunikative lykkepiller, der nu har givet uhensigtsmæssige bivirkninger. De politiske produkter har vist sig at være noget opreklamerede ...

De nye vinde behøver ikke at komme fra vest, men jeg tror, at de atter gør det denne gang. Barack Obama, med sit friske syn på verdens orden, oprydning efter konservatismens dekadente økonomiske politik og en oprydning efter det økologiske morads, vil også sætte sit præg på dansk politik.

Selv om Anders Fogh Rasmussen angler efter at opretholde sit statsmandsforhold til den nye præsident, vil han meget snart få baghjul. Han har snakket for meget og handlet for lidt.
  • fyens.dk