Fodboldfans fremstilles alt for ofte som tankeløst kvæg, der følger strømmen og lader sig opsluge af øjeblikket. Det kan være uforskyldt eller selvforskyldt, men uanset hvad, er det i hvert fald ikke det fulde billede.

For 10 år siden rejste fodboldfans over hele Europa, med Eurostand '98, sig i protest mod, at UEFA havde indført forbud mod ståpladser ved internationale kampe.

I løbet af de foregående 10 år er fodbolden blevet rigere, større og stærkere. Alligevel er det ikke en udvikling, alle fodboldfans hylder; for mens favoritklubbens sportslige skæbne uomtvisteligt styres af dennes evne til at begå sig på markedet uden for kridtstregerne, er spørgsmålet, om klubberne i processen taber målet af sigte?

Moderne professionel fodbold er fyldt med kontraster: kommercialisering bringer fodbolden ud til flere mennesker end nogensinde før, men er også med til at øge afstanden til sporten fra dem, der elsker den mest. Jagten på de gode spillere, pokalerne og mesterskaberne - men også på de gode regnskaber - tvinger klubberne ud i prioriteringer, hvor der vælges mellem penge eller fans.

Fodbold er blevet en vare, der handles på det frie marked. Begreber som tradition, passion og kærlighed patenteres, kommes på dåse og sælges så i webshops.

Eurostand '08 tager et pragmatisk udgangspunkt og sætter fokus på fem negative aspekter ved fodboldens kommercialisering, som kan ændres med den rette vilje: Tvungne siddepladser, tv-selskabernes styring af spilletidspunkter, dyre billetpriser, salg af klub- og stadionnavne, samt restriktioner på, hvordan spillerne må fejre scoringer.

Om man vil stå eller sidde, mens man ser fodbold, bør være op til den enkelte tilskuer. Kravet om siddepladser til europæiske kampe, såvel som til alle kampe i f.eks. England, begrundes med sikkerhedsmæssige årsager. Men i dag beviser flere klubber, at moderne stadions med ståtribuner til de aktive fans sagtens kan være sikkerhedsmæssigt forsvarlige. Er målet i virkeligheden, at man ønsker en bestemt slags tilskuer?

I dag går klubberne langt i deres aftaler med tv-selskaberne om at skabe det størst mulige økonomiske afkast. Rettighederne til fastlæggelse af kamptidspunkter ligger egenhændigt hos køberen uden hensyn til de fans, der ser kampene på stadion.

De stigende billetpriser skævvrider tilskuerlandskabet. Fodbold bør være folkets sport og tilgængeligt for alle.

Skræmmeeksemplet er England, hvor fans med almindelige indkomster ikke længere har råd til at se kampene på stadion. Senest har AaB taget ikke færre end 350 kr. for en billet til kampen mod Kaunas fra Litauen i Champions League kvalifikationen.

Salg af stadionnavne til en sponsor er ikke længere et særsyn; det nye er, at hele klubber nu også sælges til en sponsor eller flyttes. Det første eksempel var den traditionsrige engelske fodboldklub Wimbledon FC, der blev opkøbt og flyttet til den tilskuermæssigt mere profitable London-forstad Milton Keynes, hvor klubben skiftede navn og trøjefarver i 2004.

Det sidste punkt for kampagnen, som kan synes tilfældigt, men som ikke desto mindre rammer ned i kernen af fodboldens formål, handler om spillernes ret til at vise glæde og passion.

I dag er muligheden for at juble over en scoring begrænset af regler, der f.eks. forbyder spillere at tage trøjen af. Det skyldes bl.a., at trøjesponsorer var utilfredse med den manglende eksponering, der opstod som følge.

Sådanne hensyn må og skal ikke begrænse glæden ved fodbolden.

Det er tid til, at klubberne, samt de nationale og internationale forbund genfinder modet til at påvirke fodbolden i en retning, hvor alle igen kan glædes på lige vilkår.

bo jessen

stud.scient.pol. og OB-fan, Vestre Stationsvej 68, 1. th., Odense C