Der er noget helt galt i Danmark. Vi har de mest underlige prioriteringer her i landet, som er svære at se logikken i.  Vi har lavet en hel masse tiltag til fordel for islam for at imødekomme de nye, for at være søde og rare, for at vise os som rummelige osv.

Vi har indført separate baderum i svømmehallen, fordi man som islamist ikke kan være nøgen sammen med os andre.

Danskerne har ikke det valg. Tit bruges baderummet alligevel ikke, der vælges at springe badet over. Det gør vi som danskere normalt ikke, vi lærer vores børn ordentlig hygiejne i stedet for.

Vi har accepteret, at mandlige læger ikke kan bruges til kvinder, hvis de er islamister. Danskerne har ikke det valg. Vi har valgt julefrokosterne på nogle arbejdspladser fra, så vi kan tilgodese islamisterne, vi har her opgivet vores juletradition til fordel for islam. Nogle banker har bortskaffet sparegrisen, for at skåne islamisterne, nu kan danskerne ikke vælge at få en sparegris.

Kvinder tilhørende islam kan ikke hilse på dig, hvis du er en mand. Undlader danskerne det, er de uhøflige. Vores skolemad er blevet til halalmad for at imødekomme islamisterne.

Nu kan danske børn ikke vælge frikadeller mm. Alle kyllinger i Danmark er halalslagtede, fordi vi eksporterer mange til muslimske lande. Halalslagtede dyr bliver ikke bedøvet før de får halsen skåret over. Bliver de bedøvede, lever vi ikke op til de regler, der er for halalslagtning, og så kan vi ligeså godt bruge gasning i stedet for. Vi kan derfor ikke vælge at købe en kylling, som ikke er halal.

Vi bruger tid og ressourcer på at genskabe mødomme, for ellers bliver pigerne stenet, sultet, druknet eller det, der er værre.

Sportspiger må absolut have tørklæde på til kamp, danske kan ikke vælge f.eks. en kasket. Man vil have tørklæde på på den offentlige arbejdsplads. Danskerne må stadig bøje sig for de gældende krav om arbejdsuniform.

Hertil kommer vores behandling af vores egne medborgere: De bevægelseshæmmede fratages en masse penge, fordi de ikke er syge nok. De ældre på plejehjemmene bliver passet, men så ikke mere.

Alt er sparet væk, de kommer aldrig ud, de ser tv konstant, når de ellers kommer ud af sengen.

Psykisk syge børn overses totalt, der er intet til dem. Omsorgssvigtede børn får ind i mellem hjælp, ellers er de glemte.

Ventelisterne på sygehusene vokser nu med rekordfart. De unge lever i sus og dus i en lykkelig sprut/pille/stofrus. Vi lader dem gøre, som de vil.

Yderligere kan jeg tilføje: Infrastrukturen er ikke fulgt med tiden, ulykkerne bliver flere og flere, og vejnettet er slidt overalt.

Folkeskolerne er gamle og forfaldne, vi har ikke midler til restaurering. Pædofile hygger sig på nettet, der er ikke ressourcer til at sætter yderligere ind. Dyremishandlerne bliver flere og flere, men vi straffer dem ikke.

Med andre ord: Dem der skaber sig mest og råber højst, hjælper vi gerne. De, der ikke formår at tale deres egen sag, ofrer vi gerne.

Det kan sammenlignes med forskellige måder at være forælder på: De forældre, som giver efter for deres skrigende barn i slikbutikken, får aldrig fred. Barnet ser svagheden og skriger hver gang, det vil have sin vilje. Resultatet er et skrigende, forkælet barn, der aldrig er tilfreds. Mere vil have mere.

Så er der de forældre, der formår at sige nej en gang imellem. De sætter sig i respekt og viser barnet, at her er det den voksne, som bestemmer. Det betyder jo ikke, at barnet aldrig får slik, det lærer bare at kende grænserne.

Jeg bor i Danmark, jeg er dansker. Danmark og danskerne er "min Familie". Vi skal hjælpe hinanden, vi skal stå sammen. Sammen kan vi hjælpe de, der har brug for det.

Vi kan sagtens hjælpe, være søde og rare, rummelige, men stadig have vores egne regler, love, kultur intakte. Vi behøver på ingen måde at tilsidesætte os selv og vores egne, for at være i stand til at hjælpe fremmede kulturer. Lande med islamistisk styre tilsidesætter overhovedet ikke noget som helst af deres eget for fremmedes skyld. Her indordner man sig, hvis man vil være der. Så hvorfor skal vi så vende vrangen ud på os selv, for at de kan være her hos os?

To dårlige gør ikke en god, det ved jeg, men vi har vist også vist vores gode vilje mere end én gang.

Danmark, hvad er det, vi er bange for. Er der noget galt i at sige fra? Skal vi lade os true til tavshed? Vi viser os gang på gang som blåøjede, naive og svage, vi er langt væk fra de vikinger, vi engang var. Vi er langt væk fra frihedskæmperne, som ikke svigtede eller tvivlede et sekund.

Er vi overhovedet danskere mere? Og er vi i stand til at tage vare på vores egne?

pernille bendixen

Billeshavevej 27 E, Odense NV