I forrige uge brød forhandlingerne i WTO sammen. Det er lige til at græde over. Eksperter anslår, at frihandel kunne gøre mere for udviklingslandene end værdien af al ulandsbistand. Hvis skyld er det så? USA, der ikke skærer i sin landbrugsstøtte? EU, der ikke vil fjerne told overfor de rigere udviklingslande? De rigere udviklingslande, der ikke vil åbne deres egne markeder? Svaret er meget let: allesammen. Alle har ligget under for enkelte særinteresser i deres hjemlande i stedet for at gøre det, der er bedst, både for verden - og for dem selv.

Internationale forhandlinger kan være vanskelige, fordi alle skal give noget for at kunne få noget. Men det specielle i denne situation er, at det, hver part skulle "give", faktisk er i deres egen interesse. Er det klogt økonomisk af USA at give landbrugsstøtte? Nej! Er det fordelagtigt for EU at have told? Nej! Er det fordelagtigt for ulandene at lukke deres markeder. Nej!

Tankegangen bag disse holdninger er gammel, men det bliver den ikke rigtigere af. Vi skal leve af vore egne virksomheder, der skaber arbejdspladser, og derfor vil vi helst ikke have for meget konkurrence fra udlandet. Men i dette ræsonnement glemmer vi, at vore borgere ikke bare er arbejdskraft, der skal tjene penge, vi er også alle sammen forbrugere.

Hvis amerikanske landmænd får støtte til at producere landbrugsvarer, så de bliver kunstigt billige, så betyder det jo simpelthen, at de amerikanske skatteydere giver et tilskud til for eksempel europæiske forbrugeres køb af mad. Tåbeligt dumt af amerikanerne, men ikke noget, der går ud over os. Måske vil vores landmænd producere noget andet eller blive en lille smule færre, men så får vi frigjort arbejdskraft, der også kan skabe velstand andetsteds. Samtidig har forbrugerne sparet penge på landbrugsvarerne. De penge vil de bruge til andre ting, der gør os rigere, deriblandt købe serviceydelser, der holder dansk økonomi i gang.

Lad os tage EU's landbrugsstøtte. Ifølge økonomer koster den ulandene over 20 mia. dollars om året - det dobbelte af Kenyas BNP. Til gengæld koster den en typisk svensk husholdning ca. 1200 dollars om året. Generelt anslår en økonom, at alle handelshindringer i EU gør, at vi mister 5-7% af vores samlede rigdom, redder sølle 3% af jobbene i de berørte sektorer, og at vi betaler 200.000 dollars pr reddet job pr. år. Så vanvittigt er det.

Hvad så med ulandene? Er det alt sammen den rige nordlige halvkugles skyld? Nej! 70% af den told, ulande betaler, betales til andre ulande. Ulandene kunne tage et massivt skridt mod velstand bare ved at holde op med at kræve told af hinanden.

Den svenske forfatter Johan Norberg, hos hvem jeg har hentet tallene, sammenligner på sin hjemmeside WTO-sammenbruddet med VM i fodbold. I VM tabte alle, bortset fra Italien. I WTO tabte alle. Punktum. Jeg vil tilføje, at i VM i fodbold kunne alle ikke have vundet, og de fleste havde dog noget at glæde sig over undervejs.

Anders Basbøll, Dronningensgade 67, 2., Odense C, er folketingskandidat (V), Fyns Storkreds.