Blandt sidste måneds runde fødselarer var der især én, jeg hæftede mig ved. Han kom til verden i 1918 i et land, hvor der just ikke var tradition for at respektere mennesker med hans mørke hudfarve. Alligevel lykkedes det denne mand at vinde ikke blot sit hjemlands, men hele verdens respekt. I 1993 modtag han tilmed Nobels fredspris. 

Nelson Rolihlahla Mandela, som hans fulde navn lyder, viste nemlig verden, at det kunne lade sig gøre at skabe forsoning i et land, der havde gennemlevet årtier med apartheid. Og nok så vigtigt: Han fremstod selv som et lysende eksempel på, at det er muligt at tilgive sine fjender. Også dem, der berøver en det dyrebareste af alt: friheden.

I Mandelas tilfælde drejede det sig om hele 27 års fangenskab, og han tilgav sine modstandere for hvert og ét.

Når selv den slags overgreb kan tilgives, fristes man til at sige: Så kan alt tilgives. Men hvorfor sker det så ikke?

Personligt kendte jeg engang et ældre søskendepar, som afbrød et livslangt og varmt familieforhold, blot fordi den ene søster havde taget først - og måske lidt rigeligt - af dødsboet efter deres mor.

Selv hævdede den "grådige" søster, at hun udelukkende havde taget tingene ud fra en forventning om, at den anden søster ikke ønskede de samme genstande.

Men uanset om det var hele forklaringen eller ej, så blev det aldrig tilgivet. Den forurettede søster blev endda væk, da søsteren få år senere blev begravet.

Tænk om denne søster havde haft Mandelas styrke - og tænk om det også gjaldt alle andre, der på samme måde lader deres sind formørke på grund af bitterhed eller vrede over ting, der er blevet sagt, gjort eller forsømt. Det ville bestemt skabe mere fred i verden og blandt os som enkeltindivider end alverdens fredsbevarende styrker, forhandlere og terapeuter nogensinde formår.

Men hvor finder man denne styrke - og vilje? Jeg tror, den findes i svaret på dette spørgsmål: Hvad kan jeg tabe, og hvad kan jeg vinde ved at tilgive - eller hvis jeg skulle være den, der bebrejdes: ved at undskylde?

I Nelson Mandelas tilfælde er det svært at få øje på andet end gevinsten, og for de sydafrikanere, der undskyldte foran den såkaldte "Sandheds- og Forsoningskommission", var det ligeledes en "win-win situation".

Spørgsmålet burde derfor alene være: "Hvornår skal man tilgive eller undskylde?" og måske med tilføjelsen: "... hvem skal tage initiativet?"

Med hensyn til det første er der for mig at se ikke noget bedre svar end "i dag". Der kommer nemlig aldrig nogen bedre dag for tilgivelse end netop i dag.

Alternativet til tilgivelse og undskyldning er jo henholdsvis bitterhed og skyldfølelse - og hvorfor dog plage sig selv med den slags følelser blot en dag mere end absolut nødvendig?

Med hensyn til hvem, der skal tage initiativet, har netop Mandelas politiske forbillede, Mahatma Gandhi, et ganske godt bud herpå. Han er i hvert fald citeret for denne udtalelse: "Den svage kan aldrig tilgive. Tilgivelse er den stærkes kendetegn".

Og mon dog ikke det samme gælder med hensyn til at undskylde.

torben madsen

psykoterapeut, Pjentedamsgade 7 B, Odense C