Døden også en del af livet


Døden også en del af livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lige fra fødslen er den enkeltes eksistens rettet fremad mod døden. Det er først der, hvor man tør vide at erkende dette, at man bliver helt bevidst om sin rolle i livet. Alligevel er angsten for og omkring døden noget, der bliver absolut fortiet. Langt de fleste nægter da også pure at forholde sig til det. For aldrig før har det menneskelige væsen været så skræmt ved døden som i vor tid.

Vi dør under alle omstændigheder lidt hver dag, idet vi nok så "kynisk" bliver født til at skulle dø. Vi kan ikke kæmpe imod det liv, der alligevel ender med at slå os ihjel, for livet er nu engang sin egen modsætning, selv om det selvfølgelig er svært at forstå. Men også døden er en del af menneskets natur og et af livets handlinger. Og det burde følgelig som noget alment forstås som sådan.

Egentlig er det jo heller ikke tragisk, at vi skal dø. Det fantastiske er mere, at vi er til. En del af livets lære burde derfor også handle om at forstå meningen med døden, fordi man så samtidig - om end ubevidst - ville skænke en tak til alle de af naturens kræfter, der styrer denne verdens gang.

Begrænsningen for at leve i en ægte naturlighed mellem livets ydre punkter er uden tvivl den skabte tid, som vi inddeler vores præsentationsorienterede og "rationelle" liv i.

I en sådan tid, hvor mange mennesker synes være afsporet fra deres kerne, lader man sig nemt manipulere til at eksistere efter en materialistisk lov. Sådanne konventioner medfører oftest, at mange lever som døende - i stedet for at dø som levende!

Denne verdens stadig større overflod af uendeligt forbrug er for mange mere blevet til en indre fattigdom. Ydre materiel velstand er nemlig slet ikke det samme som indre menneskelig rigdom.

En manglende tilstedeværelse i sit eget liv og en uafklaret erkendelse om sit livs mening er sikkert også det, der giver næring til angsten overfor dødens mysterium. Det endelige mysterium er ikke desto mindre livets kilde. Som i tidens materielle kultur ofte udtørrer, fordi man ikke tør følge dens retning.

Til tider ligner det materielle mere angstens surrogater overfor dødens eksistens. Eller det såkaldte "moderne" menneskes tingsliggørelse af dets egen identitet. Det er muligt, at man i sin velstand føler, at man kan gå på vandet. Langt bedre ville det sikkert være, hvis man følte sig hjemme på jorden.

Livet i sin enkelhed synes ikke rigtig længere at være den største gave. Tværtimod er livet mere blevet til angsten i at mærke sig selv som noget levende - som den man er - i en stadig mere døende verden selv blandt "levende" mennesker.

Mange mennesker prøver dagligt at negligere, at de er underlagt forgængelighedens lov. I stedet burde de overveje, hvordan de på fornuftig vis kunne leve deres korte liv på jorden. For livet er jo som det eviggyldige et konstant mellemværende i øjeblikkets tid, og tiden hvor vi ikke er her mere.

Carsten Hermansen, Fåborgvej 142, Odense SV, er cand.phil.

Døden også en del af livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce