Mennesket har til enhver tid haft store problemer med dets morale og etik. Ikke mindst vi, som lever i det såkaldte moderne og civiliserede samfund, ligger under for historiens sande vidnesbyrd.

Denne negative, men nøgterne kendsgerning, understreger desværre også, at denne onde arv fra en fjern tid stadig lurer på os - som en del af vores indre natur.

De mørke skyer fra fortidens gamle verden synes stadig at hænge tungt over os. For selv uden at slå ihjel er der unægtelig mange måder, hvorpå samfundets undertrykkende formynderi og ondskabsfuldheden menneskene imellem kommer til udtryk.

Som sådan har tidens "civilisation" slet ikke lagt fortidens barbari bag sig. Hvilket i tiden især er kendetegnet ved manglende medmenneskelig kultur, og en gensidig respekt.

Massesamfundets åndelige kulturudvikling ligner efterhånden mest et socialt tilbageskridt i en almen ensretning og stagnation. Alle de fælles velfærdsrammer inden for hele den sociale og institutionelle behandlerpraksis ønsker mange endda udvidet. Uden at overveje at det også medfører resignation, lidelse og angst i en manglende tro på sig selv og sine børn.

Når man direkte bliver opfordret til ikke at skulle udvise ansvar, bliver man nærmest umyndiggjort. Et velfærds­onde, der efterlader mennesker i en tilstand af apati, fordi det undergraver den enkeltes mulighed for at skulle tage ansvar for sit eget liv.

Materialismens negative og fremmedgørende virkning er efterhånden blevet til det værn og skjold, hvormed man ligefrem værger sig over for andre. De bliver således nemt målet for ens egen skyggefulde karakter i form af chikane, mobning, vrangforestillinger og andre lignende meget lidt positive følelser.

For at opretholde selvbedraget og egoismens indre selvbevidsthed overfører man - i ly bag materialismens flotte men intetsigende facade - sit eget mindreværd på andre.

Menneskets ambivalente karakter kommer således til udtryk som kontrasten mellem den ydre respektabilitet og den indre karakters natside. Mørke kræfter der til tider leder fornuftens karakter væk fra bevidsthedens rationalitet. Sproget hinanden imellem er følgelig også tit karakteriseret ved standartklicheer og almene vendinger. Især for at kunne afskærme og flytte fokus fra en selv til noget eller nogen udenfor.

Vi kommer nok ikke uden om, at tidens onder i alle dets forskellige afskygninger er en temmelig trist kendsgerning. der er åbenbart ikke noget, der hindrer menneskene i at ville videreføre alle disse negative og morbide traditioner. Tværtimod, så synes velfærdssamfundet at skabe endnu mere strid og fjendskab. I stedet for at fremhæve hvad man hver især er god til, er det blevet sædvane at nedgøre andre.

Mennesket er selvfølgelig ikke kun det onde, ellers var vi gået til grunde for lang tid siden. Vi indeholder jo også godhed, kærlighed og medmenneskelighed. Vi kan godt nok ikke ændre vores indre natur.

Men ved at forholde os ærlige og levende til det gode, kunne vi som en begyndelse prøve at fokusere på det positive, og derved beskytte os selv og andre mod de negative kræfter.

Og egentlig kunne vi lige så godt begynde med det samme.

Carsten Hermansen

cand.phil., Gerskovvej 15, Gerskov, Otterup