Nirvana er navnet på et rockband. Det havde den psykisk syge Kurt Cubain som forsanger. Han kunne ikke holde sig selv ud og skød sig: no brain Cubain.

Det er selvfølgelig tragisk, men det er måske selve resultatet af fænomenet Nirvana. Det er et indisk begreb, som tilhører hinduismen og vil sige, at man er nået det fuldkomne. Alt er gået op i en højere enhed, og der er ikke mere at stræbe efter.

Resten er enten lys og lykke eller kedsomhed og tomhed. Det sidste var Cubains erfaringer.

Begrebet indgår også i historiker Søren Mørks diagnosticering af den dansk kultur på den anden side af det moderne. Det kom bl.a. til udtryk i bogen "Den sidste Danmarks historie". Demokratiet, stadig ifølge Mørk, har overlevet sig selv i og med dets mål er nået, og det derved har opfyldt sin mission.

Og har demokratiet ikke et mål foran sig, hvad skal så bevæge det? Hvem gider at bruge tid på noget, som er visionsløst, og som i realitet kun fastholder sig selv af ren skær tradition.

Målet har i hele det demokratiske projekt været forestillingen om velfærdssamfundet, men det er nu fuldbragt. Og når det er fuldbragt, erstattes politiske visioner med livsstile og overfladisk underholdning. Demokratiet er jo blot, som man siger det, noget, vi har - en selvfølgelighed ved siden af så mange andre selvfølgeligheder; en tankegang der lige netop gør demokratiet skrøbeligt. Et opfyldt demokrati er begyndelsen på demokratiets afvikling. Det er selve demokratiets nirvana.

Det skal der gøre noget ved, mener Socialdemokraterne. Vi skal have velfærdssamfundet tilbage. Derfor skal socialdemokraterne i den røde skole under ledelse af Ritt Bjerregaard. Gad nok vide, hvad de lærer der? Er det Maos lille røde bog, som er pensum? Eller Marx' politiske og økonomisk filosofi? Er det Engel? Lenin? Alexander Kojeve? Eller er det Bjerregaard krydret med Auken og Lykketoft? Vi ved det ikke, men interessant er det unægteligt.

Det handler om, at Bjerregaard ikke synes, at Thorning-Schmidt er socialistisk nok og dermed ikke udskiller sig politisk i forhold til den siddende regering.

Det med udskillelse er ganske rigtigt. Socialdemokratiet virker ikke som opposition, fordi de ikke har en politik, der står som et alternativ til den borgerlige regering. De fik også deres indtil dato dårligste valg i efteråret 2007, så det ser skidt ud i det gamle arbejderparti, der ikke længere er for arbejderen.

Det skal der rådes bod på. Problemet er blot, at plenum, fokusgrupper og rød stue ikke fører partiet ud mod det tusindårsrige, som ligger på den anden sider af den nuværende regering. Historien har ganske enkelt indhentet dem, og de er blevet offer for deres egen målsætning: velfærdssamfundet.

Forsvinder velfærdssamfundet som målsætning, skrumper forestillingen om demokratiet. Til gengæld taler man om et mediokrati, hvor specielt de elektroniske medier sætter dagsordenen for, hvad politikerne kan sige, hvis de vil have stemmer.

Det gælder også dem fra rød stue. De sætter jo ikke selv dagsordenen, men har spindoktorer og segmentmålinger til dette, så de ikke siger noget forkert, og derfor intet reelt og selvstændigt har at sige.

Det er trods alt mærkværdigt, at ikke en eneste politiker tør at stille sig op og problematisere forestillingen om velfærd. Man skal ikke regne med, at det kommer fra rød skolestue. Her er man ikke kommet hinsides nirvana?

anders kjærsig

sognepræst, Nr. Søby Præstegård, Årslev