Nu, hvor der forhandles budgetter for 2009, ser man overskrifter om evindelige besparelser. Det skyldes den menneskelige hukommelse, der er meget kort. Det er nemlig en kendsgerning, at der bruges flere penge til velfærd end tidligere. Vi glemmer let de velfærdsgoder, vi har fået i årenes løb, og udgifterne løber løbsk. Lad mig give tre eksempler.

Skolefritidsordningen startede for få år siden, fordi nogle skolebørn i de yngste årgange ikke kunne finde sig til rette efter skoletid, hvis der ikke var nogen hjemme. Nogle kloge mennesker fik den ide at bruge de skolelokaler, der står tomme, når eleverne forlader skolen. Der skulle ikke ansættes pædagoger til at passe børnene. Nogle fornuftige mødre kunne klare den opgave. Der drejede det sig om at holde skik på børnene, så de ikke foretog sig noget uhensigtsmæssigt, når de legede, hørte musik mv. En fornuftig og billig ordning.

Men hvad er der sket efterfølgende? Normeringen er steget, dele af personalet er pædagoger, og SFO holder ikke til i skolebygningen, men i nybyggede lokaler. Udgiften til SFO er mangedoblet, og jeg er ikke overbevist om, at den er bedre. Jeg tror, at antallet af utilpassede børn nærmest stiger i takt med, at det offentlige overtager pasningsrollen.

Er der nogen, der vil være med til at skrue tiden tilbage, så vi igen ansætter nogle besindige mennesker uden uddannelse til at se efter børnene om eftermiddagen?

Da efterløn blev indført, var det en god ide. Folk, som var nedslidt af fysisk arbejde, behøvede ikke at vente med at modtage offentlige ydelser, til de blev 67 år. I stedet for folkepensionen kunne de opnå efterløn nogle år tidligere. Smukt og rigtigt tænkt.

Og hvordan har det så udviklet sig? Nu skal man blot være 60 år, hvis visse andre formkrav er opfyldt. Men det har intet at gøre med helbredet, som var den oprindelige forudsætning.

Man kan vel med en smule overdrivelse sige, at man har sænket pensionsalderen til 60 år. Og det har nok aldrig været meningen.

Hvor ville det være skønt, om politikerne på Christiansborg kunne få os tilbage til udgangspunktet, så det er helbredet og ikke alderen, som afgør, om en borger er berettiget til efterløn.

Det er pragtfuldt at leve i et velfærdssamfund som Danmark, hvor man uden omkostninger bliver behandlet, hvis man er syg, og hvor man oppebærer sygedagpenge, hvis man taber arbejdsindtægt.

Desværre bliver også et sådan system misbrugt. Jeg bygger ikke denne påstand på dokumentation, men på et langt livs erfaring og lytten til andre mennesker.

Ofte har jeg oplevet, at medborgere oppebærer sygedagpenge, fordi de ikke har lyst til at arbejde. De lægger slet ikke skjul på, hvor let det er at få en lægeerklæring. Flere gange i forhandlinger om overenskomster har jeg hørt forhandlerne true med, at deres medlemmer bliver syge, hvis man ikke opnår et givet forhandlingsresultat. Tænk lige over det! True med at blive syg!

Jeg er overbevist om, at det koster samfundet, både de kommunale og de statslige kasser, enormt store beløb, at tusindvis af ansatte er sygemeldt, hvor de meget let kunne gå på arbejde, hvis de ellers havde lyst. Naturligvis taler jeg ikke om de mennesker, som reelt er syge, og for hvem ordningen er lavet.

Konklusion: Hvis vi drev SFO som i den oprindelige form, hvis efterlønnen kun var for de nedslidte, og hvis der kun udbetaltes sygedagpenge til dem, som var syge, ville der blive astronomiske beløb til rådighed.

søren clemmensen

kommunalbestyrelsesmedlem (K) , Kildevangen 67, Ringe