Torsdag den 7. august gik jeg igennem banegårdscentret i Odense omkring 22-tiden. Der havde været koncert, og regnen udenfor havde fyldt banegården med børn og unge primært mellem 13 og 15 år.

Der var råben og skrigen, knust glas på gulvet, og grupperinger af børn og unge stod eller slingrede beruset rundt, og der var en stemning af potentiel "ballade i luften". 

Det fik mig til at tænke på en historie, jeg hørte for små 10 år siden - i starten af min socialrådgiverkarriere.

Jeg arbejdede dengang i en socialforvaltning med børn og unge og deres forældre. En af mine erfarne kolleger fortalte en dag om en veluddannet kvinde, som havde kontaktet ham. Kvindens problem bestod i, at den 13-årige datter to gange var taget med tre unge fyre på 17-18 år i sommerhus uden selskab af voksne.

Kvinden bedyrede, at hun skam havde mødt de tre unge mænd, og de var vældig flinke. Alt i alt var hun ikke særlig bekymret, fortalte hun.

Min kollega svarede, at såfremt hun ikke med sikkerhed vidste, at de delte en lidenskab for frimærker, så var det hans erfaring, at fyre i den alder hovedsagelig tænkte på én ting, og det var ikke at bytte frimærker.

Historien melder ikke noget om, hvad kvinden svarede til det. Min pointe og relevansen til historien og episoden på banegårdscentret er, at 13-, 14-, 15- (og endda mange 16-årige) stadig på mange punkter er børn af sind, og det bør vi som forældre tage højde for.

Tilsætter vi alkohol, stoffer og gruppepres oveni, har vi en potentiel sprængfarlig cocktail, hvor børn kommer til skade og krænkes undervejs.

Det sker desværre oftere, end mange tror. Man kan indvende, at vi jo ikke ved, om de tre fyre og den 13-årige pige i historien ikke rent faktisk var optaget af frimærke-bytning.

Til det vil jeg indvende, at vi ikke har råd til at lade tvivlen hindre os i at finde ud af, om det var tilfældet.

Det er ofte vores instinktive "mave"-fornemmelser og tvivlen, som gør os til ekstra kompetente forældre, såfremt den får os til at handle.

Måske vil forældre til de børn og unge, som befandt sig i banegårdscentret den aften, være blevet forbavset og måske endda bekymret, såfremt de så en video af situationen/forløbet?

Hvis vi for sidste gang vender tilbage til historien om kvinden og hendes datter, så kan jeg være bekymret for, at pigens grænser dengang blev krænket.

Mit budskab er, at vi som forældre ikke bør være bange for at insistere, sætte grænser og følge op på, hvad vores børn/unge foretager sig, når de er ude i fri dressur.

Ikke som overpylrede "politibetjente", som rydder enhver forhindring for vores afkom. Livets "bump" skal alle børn og unge have og lære af, men vi skal som forældre være sikkerhedsnettet, så de ikke ryger helt ud over kanten.

Er vi konkret i tvivl om forholdene og om hvor meget, der indtages af alkohol/stoffer, skal vi finde ud af det og deraf tage vores forholdsregler og insistere på en værdig måde. Også selvom vi får kamp til stregen.

At være forælder er ikke en popularitetskonkurrence. Vi bør huske på, at tillid er godt, men blind tillid er ikke.

thomas klint

Nørrevænget 35, Odense C, er socialrådgiver og privatpraktiserende psykolog