Bare man har ben i panden

Paul Hegedahl

Bare man har ben i panden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da jeg læste Einar Stig Askgaards levende beskrivelse af "H.C. Andersen lykkeligste dag" - da han blev udnævnt til æresborger i Odense, gik tankerne tilbage til mange gode oplevelser i forbindelse med H.C. Andersen. Ikke mindst til dengang, da jeg lå mellem min farfar og min farmor i den store dobbeltseng og fik læst hans eventyr den ene aften efter den anden.

Nogle af eventyrene gjorde et stort indtryk og hang ved gennem årene. Det var ikke altid de mest kendte og populære, som man senere også kunne opleve som teater, film og på mange andre måder. De, der prentede sig i erindringen, kunne senere i livet komme frem i f.eks. arbejdssituationer, som man kunne se i Andersenske perspektiv. Uvist af hvilken grund - dengang - var og er "Springfyrene" en af de absolutte favoritter. Og i dag ved jeg godt hvorfor.

Nok har der været forskellige former for mekanisk legetøj i århundreder, men særlig udbredt var det ikke i mange år - men dyrt. Derfor var voksne og børn henvist til at lave legetøj af det forhåndenværende materiale. Til jul gav gåsen, ud over stegen, mulighed for mange anvendelser også til legetøj. I legen Springgås brugtes et gåseskrog (brystbenet fra en gås). Ved at spænde benet op på en pind ved hjælp af en snoet snor og en klat beg, kan man få det til at hoppe op i luften, når begen løsnes.

Edward Collin, som også nævnes af Einar Stig Ask­gaard, vennen som H.C. Andersen havde så kompliceret et forhold til, har fortalt, at hans datter viste H.C. Andersen en springgås og spurgte ham, om han troede, den kunne springe så højt som en loppe? Collin nævner ikke navnet på datteren, men mon ikke det har været den yngste, Louise, som Andersen var meget indtaget i.

I følge Collin kom H.C. Andersen tilbage samme dag og oplæste eventyret "Springfyrene", som første gang blev trykt i Nye Eventyr 3-45, der udkom i april 1845.

Eventyret, som også har noget af fablens karakter i sig, handler om Loppen, græshoppen og springgåsen, der ville se hvem af dem, der kunne springe højest, og "så inviterede de hele verden, og hvem der ellers ville komme at se den stads". "Ja, jeg giver min datter til den, som springer højest", sagde kongen, "for det er så fattigt, at de personer skal springe om ingenting".

Og her kan man jo godt tro, at Andersen er blevet inspireret af "Gullivers Rejser" af Jonathan Swift, som beskriver, hvordan Lilleputkejseren giver embeder til den, som kan springe højst på en line.

"Loppen sprang så højt, at ingen kunne se det, og så påstod de, at den slet ikke havde sprunget, og det var nu lumpent. Græshoppen sprang kun halvt så højt, men den sprang kongen lige i ansigtet, og så sagde han, at det var ækelt.

Springgåsen stod længe stille og betænkte sig, man troede til sidst, at den slet ikke kunne springe. "Bare den ikke har fået ondt", sagde hofhunden, og så snøftede han igen til den: rutsch, sprang den et lille skævt spring hen i skødet på prinsessen, der sad lavt på en guldskammel.

Da sagde kongen: "Det højeste spring er at springe op til min datter, for det er det fine af det, men sligt hører der hoved til at falde på og springgåsen har vist, at den har hoved. Den har ben i panden".

Og så fik den prinsessen.

H.C. Andersen har sikkert gennem tiden fundet sig selv i alle rollerne. Han lærte dog at afpasse sin springteknik.

De fleste af os har sikkert også haft oplevelser som loppe, græshoppe og forhåbentlig også springgås. Men, helt sikkert har vi også oplevet og vurderet andre efter samme kriterier.

Måske skulle vi prøve at anstrenge os for at give lopperne og græshopperne en mere fair vurdering, så de også kan få i det mindste et embede, så ikke alt overlades til dem med ben i panden.

Paul Hegedahl

Store Stege 20, Dyreborg, Faaborg

Bare man har ben i panden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce