Det er altid en oplevelse at få gæster fra udlandet, ikke mindst fordi vi så oplever, at vi danskere virkelig er noget for os selv, vi er bestemt ikke som de andre . . .

Som nu forleden, da vi havde fornøjelsen at modtage en amerikansk professorven fra det vestligste Amerika og hans livlige kone.

Naturligvis skulle de have noget at spise, og spise godt, det gør man på vort lokale hotel.

Den søde servitrice lægger et digert værk med forslag foran os med spørgsmålet: "Hvad med en gang ål? Det har vi i dag".

Tjah, hvorfor ikke? Naturligvis har man i baghovedet liggende en viden om, hvorledes udlændinge ser på danskernes hang til at spise ål. De engelsktalende gæster får servitricens spørgsmål oversat, og sagt med det samme: Det afstedkom et skrækscenarium af moderne format. "Ål, det er jo slanger . . .!"

Det skulle man i hvert fald ikke nyde noget af, så jeg blev alene på ålefronten. Min scenevante svigerdatter hjalp sin svagtsynede svigerfar med at skille ålestykkerne ad på en fornuftig måde. Til ål skal man have en snaps. Igen fór udfordringen op i den inkarnerede dansker: "Hvad med en dansk snaps til maden?"

De to nydelige amerikanere så mere og mere desorienterede ud, men lad gå, det kunne jo aldrig gå værre end galt, notabene efter at jeg havde bekendtgjort, at de bestemt ville overleve og aldrig glemme denne særprægede oplevelse.

Men at drikke snaps er som bekendt noget, man skal lære, så der måtte en demonstration til, hvilket afstedkom en synlig og åbenmundet forbavselse. Men Bob er en dristig mand, der kastede sig ud i det livsfarlige projekt, og han så præcis ud som andre engelsktalende, der har drukket en dansk snaps for første gang: "Why in the hell do you drink that?"

Da den stegte ål var ved at være fortæret, tog den amerikanske nysgerrighed alligevel overhånd. Om man kunne få lov at smage blot det, der kunne være på spidsen af en gaffel?

Naturligvis. Smagsoplevelsen blev ledsaget af en dyb undren og . . . dyb tavshed. Resultatet var som ventet: Ingen succes, men en oplevelse for vore gæster, der garanteret til deres dages ende vil undre sig over danskernes mærkelige madkultur.

Til gengæld må vi nok sige, at amerikanerne ikke har manérer, når det drejer sig om at spise jordbær, denne fornemme danske sommerdelikatesse, som den anses for at være for os indfødte, der helt nøjagtigt ved, hvorledes den skal behandles: Jordbærrene skal renses, stilkene pilles fra, serveres med fløde og drysset med sukker, ikke sandt, vi elsker det.

Hvordan gør man så i Amerika? Man sidder såmænd med det enkelte jordbær i hånden, dypper det i sukker og spiser det. Hvor er deres manérer?

Flyve til Månen, det kan de, men spise jordbær, nej.

Børge Martin Jeppesen, Engdraget 3, Otterup.