Kent Andersen var en vaskeægte gentleman og en romantiker, der 14 år senere faldt på knæ i sandet
- Jeg skulle køre hende hjem, fordi hendes cykel var gået i stykker. Så gik der et par måneder, og så var vi kærester.

Så enkelt kan det gøres, når man hedder Kent Andersen og er brændt varm på sin kollega Irene Berry Andersen, dengang Olsen.

Det er nu 14 år siden, og i mellemtiden er sønnerne Tobias 10 år og Lasse 5 år kommet til.

Det var nu ikke prinsen på den hvide hest men snarere en bonderøv ude fra Otterup med opsmøgede bukser, der for fjorten år siden trådte ind af døren til Roulunds fabrikker. Sådan tænkte Irene Berry Andersen i hvert fald. Men Kent Andersen, bonderøven, syntes bare, hun var dejlig.

Heldigvis kom de i samme afdeling og på samme skift. De faldt hurtigt i snak, og en dag var hendes cykel gået i stykker.

Et lift blev til en kop kaffe, og en aften lagde han armen om hende. Siden da har de været kærester. Forlovelsesringene kom hurtigt på.

- Dem kan man altid kaste efter hinanden, hvis man bliver uvenner. Det er jo ikke så forpligtende, fortæller Kent Andersen med et grin fra campingpladsen Sinebjerg ved Faaborg, hvor de er fastliggere. Det var her, han friede, og her brylluppet blev holdt med 50 af de nærmeste venner og familie.

For to måneder siden tog han endelig blomsterne i den anden hånd og faldt på knæ.

Eller faktisk hev han blomsterne frem fra under et håndklæde nede på stranden, samme dag som Joachim og Marie blev gift.

- Hun havde gået og gasset mig hele dagen. Peget på blomsterbutikker, fortæller Kent Andersen.

Alligevel blev Irene Berry Andersen mere end overrasket, da han pludselig sad der på knæ i sandet.

Hun fik fremstammet et ja, og endelig fik prinsen sin prinsesse. Og de to holdt den bryllupsfest, de havde glædet sig til i så mange år.
  • Fyens Stiftstidende