Søren Ramsing fylder 60, pension er ikke noget han ser frem imod, men derimod nye sving i tilværelsen, der aldrig har gået ligeud.

Han var over tredive inden han startede på jurastudiet og han kom ind på kvote to, en realeksamen og årelangt arbejdede for lejerne i organisationen LLO. Studiet tog et år længere end normeret, fordi han samtidigt gik på arbejde på Christiansborg, hvor han var fremskridtskvinden Kirsten Jacobsens håndgangne mand i de overbelåningsager, der rystede de store kreditforeninger.

- Dengang lærte jeg, at ingen er så store, at de ikke kan væltes, det tager bare noget tid, siger han. Makkerskabet mellem nu afdøde Kirsten Jacobsen og den venstreorienterede tidligere husbesætter, arbejdsmand, aktivist og nu jurist lærte ham mange ting.

- Blandt andet, at man ikke skal bedømme folks menneskelige egenskaber på deres politiske tilhørsforhold.

Søren Ramsing er stadig formand for Lejerforeningen Sydfyn på 35. år - og han gav gerne foreningen og lejerne mere tid end han har i dag.

- Men måske skal der bare nogle yngre mennesker til, vi er jo dem vi altid har været.

 Søren Ramsing arbejder i dag som jurist hos Sydtrafik i Vejen - et arbejde han er glad for, fordi samarbejdet på arbejdspladsen er præget af stor åbenhed og faglighed. Noget som er vigtigt for Søren Ramsing, der ikke har meget tilovers for sin tidligere arbejdsplads Energistyrelsen, som han forlod ved fælles overenskomst.

 - Jeg var glad for at arbejde der i begyndelsen, der var spændende politiske opgaver. Men der blev skiftet ud på chef-niveau og så røg fagligheden og åbenheden. Det blev kejseren nye klæder, new public management, som præger det offentlige arbejdsmarked overalt, siger han.

- Man laver planer, kontrollerer og registrerer i et væk, men får udført uendelig lidt, siger han.

- Jeg har altid opfattet mig selv som en loyal embedsmand, og med loyalitet mener jeg også, at man skal fortælle sine foresatte alle aspekter af en sag, ellers kan de ikke træffe beslutninger på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Det følte jeg efterhånden ikke faldt i god jord. 

Da Søren Ramsing forlod jobbet i Energistyrelsen løb han ind i en mur. Det var ikke så let for en mand sidst i halvtredserne at få et juristjob og slet ikke i det offentlige.

- Jeg fik det indtryk, at man i staten helst ville have unge jurister, som kan formes, så jeg søgte job andre steder. Jeg sagde ja til Sydtrafik på grund af det gode samarbejdsklima, fortæller han.

Søren Ramsing arbejdede efter sin eksamen som jurist nogle år som advokat blandt andet hos Søren Ole Knudsen i Svendborg og Rudkøbing og nåede efterhånden at få møderet for både Landsretten og Højesteret. Han bliver stadig varm i stemmen, når han taler om arbejdet i retten.

- Det var spændende at være med til. Det er interessant det spil, der foregår i retssalen mellem de forskellige aktører, siger han.

 Men arbejdet som advokat trak store veksler på helbredet. En dag slog han bremserne i, købte en guitar og et sanganlæg og gik i øvrigt i gang med at tabe fyrre kilo.

  - Jeg fandt ud af, at jeg kunne synge, og jeg fandt ud af, at jeg trængte til at være mere hjerte end hjerne. Jeg fik kontakt med helt andre sider af mig selv, da jeg begyndte at spille. I min familie har det altid været min far og mine søskende, der spillede og sang, og jeg forsøgte hænge på, fortæller han. 

Med guitaren og sanganlægget kom også lysten til at skrive sange selv og dem er det blevet til en hel del af som også fremføres på lokale værtshuse eller ved arrangementer, hvor han som troubadour går under tilnavnet Den syngende Sagfører. Musikken er stærkt inspireret af Bob Dylan.

Det blev også til et farvel til advokatjobbet og goddag til at være jurist og embedsmand i København i Energistyrelsen, hvor han nåede at være i godt syv år.

Søren Ramsing har trods vekslende arbejdspladser hele tiden haft en bopæl i Lohals på Nordlangeland og i dag er det hans hjem trods de mange kilometer til arbejdspladsen i Vejen, men med en aftale om en firedages-uge går det.

For Lohals har måske den største plads i Søren Ramsings hjerte. Siden han som en lille rødhåret dreng for rundt i og på havnen i den nordlangelandske by, har det været det bedste sted i verden. Det var her, han tilbragte de vigtigste år af sin barndom fra han var seks til han var seksten, mens faderen var skoleinspektør på Hou Skole.

Lohals har ikke bare været et hjem, men også et sted han har engageret sig stærkt i. Han har blandt andet været formand for Lohals Havn, en tid han ikke ser tilbage på med den allerstørste fornøjelse. Der var mange konflikter på et tidspunkt blandt andet omkring byggeriet af samlingsstedet Banjen på havnen.

- Det var ikke sjovt fordi man jo er meget tæt på hinanden i sådan et lille samfund, så bider det, når folk bliver vrede og skuffede, siger han.

 Han mener dog der er masser af potentiale i byen i dag.

 - Det fællesskab, der er omkring sommerens Frikadellefest, er løfterigt og lover godt for en fremtidig udvikling for byen, det styrker fællesskabet, og det er vigtigt det er en by fyldt med efterhånden sjældne originaler, siger han, der har et særligt blødt punkt for skæve eksistenser.

- Det er jo aldrig de, der vælger den lige vej, der ændrer noget i verden, siger han.

 Og apropos ændre noget i verden så er hans eget næste sving i tilværelsen måske politik.

- Lokalpolitik eller Folketinget. Det er bare lige det med partiet, siger han.

- Men måske Alternativet. 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • fyens.dk