Planten, der gør hjertet lykkeligt, skaber god kulør i ansigtet og opliver livsånderne.

Så kan man vist ikke forlange mere af en ganske almindelig ukrudtsplante som døvnælde (Lamium album). Måske vil vi i dag knapt beskrive døvnældens medicinske egenskaber helt så rosende, som det skete omkring år 1600 i den engelske "The Herball", men den bruges medicinsk den dag i dag.

Døvnælden indeholder blandt andet slimstoffer, saponiner, garvestoffer, kaffesyreforbindelser og histamin.

Allerede nonnen Hildegard af Bingen anbefalede brugen af døvnælde som medicinsk urt, og i middelalderen og renæssancen blev den brugt mod brystsmerter, og saften blev drukket mod epilepsi. I 1600-tallet blev den anbefalet mod kvinders udflåd, som sårhelende middel og til at stille næseblod, men så skulle den altså også anbringes på nakken.

De anvendte dele af planten er blomster og blade, som plukkes om foråret og tørres ved maksimum 34 grader celcius. Der er oplysninger om, at afkog af døvnælde omkring år 1900 blev brugt på Langeland til skylning af endetarm og underliv, og så er den blevet brugt mod luftvejskatar. Mange kvinder plages af livmoderfremfald, som kan blive værre med alderen. I dag behandles det sædvanligvis kirurgisk, men tidligere drak kvinderne blandt andet døvnældete.

Døvnælde bruges i dagens urtemedicin af både mænd og kvinder for at styrke urinvejene og for at lindre hæmorroider. Kvinder kan bruge døvnældete mod smertefuld menstruation og underlivsbetændelse. På grund af indholdet af slimstoffer og saponiner anvendes den også i te mod hoste og bronkitis.

De hvide blomster indeholder sød nektar, og derfor har børn suget det ud. Af den grund kaldes døvnælde nogle steder for sugenælde eller sød nælde, og på Birkholm er den blevet kaldt for sukkerurt.

Døvnælder kan ses i mange vejkanter og skovbryn, men den dyrkes også i Medicinhaverne i Tranekær.

  • Af: