Debat: Præstetanker om Marstals kollektive færgesorg
Af: Sognepræst Regnar Nielsen, Kirkestræde 14, Marstal.

Da jeg flyttede til Ærø, blev det mig strengt formanet ikke at blande mig i færgedebatten. Hvis jeg alligevel en gang imellem formaster mig til at lufte tanken om at give min mening til kende, så korser man sig, og man læner sig fortroligt frem og hvisker: "Du må aldrig nogensinde nævne den færge, er du da bindegal?!" Jeg smiler hver gang, for det minder mig en lille smule om John Cleese, der siger: 'Don't mention the War!'

Jeg kan godt forstå, at jeg naturligvis skal være forsigtig, hvis jeg vil være præst for hele øen. Men jeg kender folk i Ærøskøbing, der er for en Marstal-færge, og jeg kender folk i Marstal, der er imod en Marstal-færge. Der er ingenting her i livet, der er helt sort/hvide. Bortset fra det, så synes jeg, at debatten er både mild og stilfærdig, hvis jeg sammenligner med naborivaliseringen mellem Vesthimmerlands landsbyer, hvor jeg selv kommer fra. Ærøboerne er altså meget civiliserede, også når det gælder færgedebat.

Jeg blander mig i debatten af én grund, og af én grund alene: Det giver sjælesørgerisk mening. Når jeg har samtaler med pårørende om bisættelser fra Marstal Kirke, så siger jeg, sådan som det jo må være, at den kirkelige højtidelighed slutter, når rustvognen svinger op ad Kongensgade. Når bilen er ude af syne, så er højtideligheden slut. Denne sætning tænder meget, meget ofte for en kollektiv, uudtalt - og legitim - sorg: Marstal kan ikke følge sine døde til færge mere. Færgeforliget berøvede Marstal hendes smukke tradition: "Vi følger vore døde til færge. Nå nej, det er sandt, det kan vi ikke mere." Det var en utilsigtet følge af forliget, det er der vist ingen tvivl om. Men en sorg, det er det ikke desto mindre.

Det var det, så har jeg vist ikke mere at sige om den sag. For denne gang. Jeg ønsker alle et godt valg!