Fra teaktræ til designikon: Sådan bliver Kay Bojesens smilende abe til

Teaktræet har forskellige nuancer, og ved samlebordene udvælges de forskellige dele af aberne, så de matcher i farven. Delene samles med elastikker. Det gør abens arme og ben bevægelige. Foto: Vibeke Volder

Fra teaktræ til designikon: Sådan bliver Kay Bojesens smilende abe til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med gammelt håndværk og Georg Gearløs-maskiner skaber virksomheden Brdr. Krüger i tusindevis af ikoniske aber. Aber, der smiler, som kun Kay Bojesen kunne få dem til. Samtidig kæmper virksomheden en kamp for kvalitetsprodukter og mod billige kopier. Her er historien om sjette generation i trædrejerfamilien Krüger og dens nære forbindelse til teaktræsaben

I gennem et helt liv har Jonas Krüger lært aben at kende. Den buede mave, de lange arme og det smilende ansigt med det naive udtryk. Det er Kay Bojesens ikoniske abe, der har været et lille teaktræssymbol på dansk design, siden den blev skabt i 1951.

For 26 år siden sad drengen Jonas Krüger og borede hul efter hul, som skulle få abens arme, ben og krop til at hænge sammen. Dengang var det hans far, Niels Krüger, der stod i spidsen for håndproduktionen af aberne.

- Jeg har godt nok boret mange huller, smiler Jonas Krüger, der nu er kreativ direktør i familiens snedkervirksomhed.

Han løfter hånden op, som tager han fat i et usynligt bor, mens han mimer et menneskeligt samlebånd. Men siden er om ikke samlebånd, så smarte maskiner og Georg Gearløs-konstruktioner blevet en del af produktionen af den glade abe. Nu laves de usynlige huller, arbejdet på drejebænke og meget mere af maskinerne, mens de menneskelige hænder tager sig af kvalitetsarbejde og ikke mindst kontrol. For i en verden, hvor lønningerne er lave i Østen og kopier af designvarer flyder over grænser, er det kvaliteten, som en traditionsbunden familievirksomhed som Brdr. Krüger kan vinde konkurrencen på. Derfor vogter man over sine hemmeligheder.

Avisen har fået lov til at tage læserne med et kig ind i en produktion, hvor der normalt er foto-forbud.

Maskinerne laver de skjulte ting, som ikke giver produktet ekstra værdi. Maskinerne kan bore huller lige så godt som et menneske, så længe der er et menneske til at holde øje med dem. I modsætning til hullerne giver det aben ekstra værdi, at ansigtet bliver lavet i hænderne og finpudset.
 

Et livsværk

Det er hos Hussein Ghazali med høreværn og limrulle, at det hele starter. Her samles striber af lyst limbatræ med klodser af den karakteristiske mørke teak. Mekaniserede drejebænke fjerner spåner efter formen, der giver aben en rund mave af lyst træ og en mørk krop. I den pæreformede krop, der forlader drejebænkene kan man allerede skimte de smilende linjer, som abens ophavsmand var så berømt for.

Kunsthåndværkeren Kay Bojesen designede i 1951 aben. Han var oprindeligt sølvsmed, uddannet fra Georg Jensen i 1910, men i 1930'erne begyndte han at dyrke sin interesse for træ blandt andet ved at tegne de naive trædyr, der har været legetøj for generationer af børn og voksne. Heste, zebraer, fugle, flodheste, hunde og elefanter er det blevet til. Foruden aben. Og alle skabt i en rund, blød og funktionel version. Alt overflødigt er skrællet af. Hans design var enkle og håndværksmæssigt i god kvalitet, som den danske designtradition foreskriver det.

Aben med underbiddet og de lange arme blev til i samarbejde med trædrejeren Magne Monsen. Samme trædrejer, som senere skulle oplære Niels Krüger i familiens fag. Derfor var det oplagt, at det var Niels Krüger, der i 1991, da han var tilbage i familievirksomheden, fik lov til at producere aberne for Kay Bojesen Denmark. Dengang blev de drejet i hånden, boret i hånden og samlet i hånden. Det var det, Jonas og hans søster Julie Krüger, der nu er produktionsdirektør i Brdr. Krüger, hjalp til med som børn. Men kravet til antallet af aber er steget i takt med, at Niels Krüger udviklede maskiner til at gøre det specielle arbejde.

- Min far kender hver en millimeter af aben. Så han har udviklet og optimeret produktionen af den. Det er sådan noget, jeg også synes er sjovt, hvordan vi hele tiden kan gøre det endnu bedre, og hvordan vi får et bedre produkt ud, siger Jonas Krüger.

Det er de hjemmelavede maskiner, vi ikke må fotografere. For der ligger nærmest et helt livsværk bag udviklingen af dem, og der er ingen grund til at give kopierende firmaer gode idéer, mener Jonas Krüger.

Håndværk versus industri

Alt på aben kan laves på en drejebænk med undtagelse af øjenbrættet. Men nu er det kun de meget sjældne, store aber der laves, som Magne Monsen gjorde det i halvtredserne. Produktionen af Kay Bojesens teakaber foregår i krydsfeltet mellem gammelt håndværk og industriel produktion.

Iført forklæde, kasket og høreværn overser Kasper Stengaard Nielsen en maskine, der samler hovederne, når han ikke manuelt sliber dem. For kun med fingrene kan niveauforskellene mellem limba og teak udjævnes, og spidserne kvalitetskontrollerer det ene abehoved efter det andet.

- Maskinerne laver de skjulte ting, som ikke giver produktet ekstra værdi. Maskinerne kan bore huller lige så godt som et menneske, så længe der er et menneske til at holde øje med dem. I modsætning til hullerne giver det aben ekstra værdi, at ansigtet bliver lavet i hænderne og finpudset som Kasper Stengaard Nielsen gør det, forklarer Jonas Krüger.

Endnu et par medarbejdere står ved kørende sandpapirsruller og sliber kroppene fra Hussein Ghazalis limede klodser. De udjævner det mekaniske arbejde. Og kontrollerer, at abekroppen føles rund og ligger godt i hånden, inden den skal samles.

- Der er tusind små detaljer, der skal være på plads. Kunsten ligger i præcisionen. Det skal der dygtige mennesker til at lave, siger Jonas Krüger, da vi igen står i et støjfrit rum.

Det er her aberne samles og olieres.

Familiestoltheden

Hoveder, kroppe, ben og arme er fordelt i gennemsigtige kasser. Fingre med neglelak samler minierne, som snedkeriet kalder de nye små aber, der er blevet solgt siden 3. november i år. Her får miniaberne karakter og liv mellem hænderne på kvinderne, som samler arme og ben med elastikker. Det er her al produktionsarbejdet står sin prøve, for har mennesker og maskiner ikke gjort arbejdet præcist nok, bliver aben skæv og mister sin harmoni.

Her er endnu en kontrol af kvalitet mellem hænder, som har samlet tusindevis af aber. Og der er fyldte skraldespande. For knaster og revner eller andre fejl i træet træder tydeligt frem, når planteolien er sivet ind i træet og har tegnet teakens glød og årer op.

- Vi excellerer i topkvalitet. Så der er mange, der bliver sorteret fra. Det er kvaliteten, vi konkurrerer på, men vi har også en enorm stolthed ved det, vi laver, og som familien har arbejdet med i 130 år, siger Jonas Krüger.

Brdr. Krüger var tiptipoldefædrene Theodor og Ferdinand, som begyndte et trædrejeri på Frederiksberg. Fra generation til generation er firmaet og faget gået i arv til den ældste søn. Den sidste trædrejer blev dog Niels Krüger, da Jonas og Julie Krüger har fået friheden til at vælge andre uddannelser. Alligevel er de begge vendt tilbage til barndommens aber og Bøllings borde.

- Vores historie gør, at vi udvikler os med respekt for det gamle håndværk. Og udviklingen, som virksomheden har gennemgået gør, at vi kan levere i et antal og en kvalitet, der bliver efterspurgt. Det er hemmeligheden bag, vi stadig har dansk produktion af Kay Bojesens teaktræsaber, siger Jonas Krüger.

Bag ham samler flittige hænder videre. Krop, arme, ben. Krop, arme, ben. Og til sidst hovederne, der smiler, som Kay Bojesens streger altid gør.

Fra teaktræ til designikon: Sådan bliver Kay Bojesens smilende abe til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce