Vejr: En hyldest til regnen


Vejr: En hyldest til regnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jørgen Nancke, Tjørnehaven 336, Odense NØ - forfatter og musiker
Billede
Læserbrev. 

Her i sommervarmen kan jeg godt savne regnen, den gode duftende regn.

Jeg havde fødselsdag for nylig, og solen skinnede, som var den i gang med at tage en himmelsk-selfie, akkurat som den også gør det i de gode eventyr.

"Du må have været meget sød og det endda hele året" var der en, som skrev. Personligt tror jeg nu ikke, at min opførsel spiller nogen nævneværdig rolle for universets orden og daglige arbejdsgang, men det fik mig da til at tænke, og det er da altid noget.

Jeg havde en gammel ven, som engang sagde til mig at: "Lad nu være med kun at gøre status for dit liv på fødselsdage og nytårsaftener, gør det oftere, for så er det meget lettere at korrigere, hvis du er på afveje." Jeg er desværre forfalden til at glemme de der statusser. Klog har jeg nu heller aldrig postuleret, at jeg var. Jeg kender faktisk mange, som ville skrive under på, at det også er godt det samme. Til mit forsvar vil jeg hastigt tilføje, at jeg da heller aldrig er blevet student.

Når man som barn stod midt i den glitrende regns rensende og kildende favntag, og alt støvet blev slået til jorden, så blev verden klar og ren. Den duftede vidunderligt af regn, som den vist kun kan dufte, mens man er barn. Jeg kommer i tanke om alle de gange, hvor min bror Jan og jeg cyklede til Kerteminde som børn. Af og til, når vi cyklede, blev vi fanget i regnvejr, men regnen gjorde ikke noget, for vi var jo sammen. Grinende og hængende ind over hvert vores matchende cykelstyr, halsende ned mod tante Dagnys franskbrød i hendes varme og altid åbne stue.

Som voksen føles regnen anderledes, mere tung og mere grå, og den smager oftest af ingenting. Nu falder regnen opgivende mod jorden, og haster så undskyldende og selvudslettende hen mod det nærmeste H.C Andersen-udsmykkede kloakdæksel. Regnen har ændret sig. Når man som voksen bliver fanget i en regnbyge, så pakker man jakken tættere om sig og stirrer ned på de våde fliser, mens man halvløbende og trafikblind skynder sig ukritisk hen til det nærmeste skyggely, hvor det så end måtte være.

Regnen er vist den samme, siges der, måske er jeg blevet blind? Det regner lige nu, og min havedør står på klem, og duften af regnvejr og våd have blomstrer sig vej ind i mit støvede liv og min støvede stue. Jeg savner den gode regn.

Vejr: En hyldest til regnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce