Politik: 38 milliarder - og så skal vi spare?
Af: Johnny Mikael Rasmussen, Blommegrenen 253, Odense SØ

Statsministeren indledte Folketingets åbning med en meget positiv tale, som blandt andet åbenbarede, at der nu er et råderum på 38 milliarder kroner. Et svimlende tal, og dette dejlige økonomiske råderum kan bruges til velfærd og skattelettelser, sagde statsministeren.

Ufatteligt hvordan ting kan ændre sig på kun et år - regeringen må være en ren troldmester, for sidste år på samme tid kunne Lars Løkke bebude, at der skulle strammes op, og at dette nødvendigvis ville ramme velfærden, hvad dette misbrugte begreb efterhånden dækker over. Vi skulle alle yde lidt afsavn.

Ja, men 38 milliarder og en bomstærk krone - det kan da ikke gå galt?

Jo da, det kan det, for regeringen har en plan. Godt nok er sundhedssektoren blevet befriet for det årlige effektueringskrav på to procent, men dette er nu blot flyttet over på uddannelsessektoren, reduktion af børnechecken mv. Det var blevet for hedt for regeringen af fastholde kravet på to procent indenfor sundhedssektoren, men så må børn- og ungesektoren sørme holde for, for skattelettelser skal vi have.

Samtidig har Finansrådet udtalt, at boligpriserne på huse i de større byer kan overophede boligmarkedet, så de råder til, at man delvist standser de populære, korte afdragsfri lån, som daværende statsminister Anders Fogh var med til at starte i sin tid (på trods af advarsler om overophedning af boligmarkedet). Det skete, og huspriserne steg med raketfart. Rådet om delvist at afskaffe F1-lånene er fornuftige, for alle ved, at stigende boligpriser er en inflationspumpe, der i det lange løb er en trussel for "den bomstærke krone". Regeringen og partierne bredt i Folketinget tog det fornuftige råd til sig, og den 1. oktober skulle det være slut med F1-lån i København og Aarhus.

Men så kom reaktionen i 11. time fra borgmestre og boligejere (læs: vælgere), og regeringen rystede på hånden. Brian Mikkelsen blev "den store rorgænger" og bremsede heroisk beslutningen.

Politikere skal have det store overblik og ikke være det dikkende vedhæng på meningsmålinger, men det er efterhånden sådan, det er blevet.

Konklusionen er åbenbar: Selv om vi har et stort råderum, skal der spares på børne- og ungeområdet; Danmarks eneste råstof, og indgreb, der kan dæmme op for en mulig inflationsgenererende udvikling, bremses, og regeringen deler skattelettelser ud med let hånd. Kan en behjertet sjæl forklare mig de store politiske visioner i det?

Hvis man fortsætter den forenklede tankegang, at uddannelse kun er vidensformidling, som skal kunne måles og vejes kvantitativt i PISA undersøgelser og karaktergennemsnit, så smider man barnet ud med badevandet.

Lad os få politisk lederskab, som bygger på en sammentømret vision for et moderne samfund; et politisk lederskab, der står fast på sine værdier og ikke blot snor sig, balancerer mellem meningsmålinger og ender i pinlige, selvmodsigende situation, som ingen kan være tjent med. Regeringen skal fastholde overblikket, og den skal lede os og argumentere, når vi undervejs stiller kritiske spørgsmål - og den skal stå fast på sin vision for et moderne samfund.