Klimakrise. Hvorfor gør vi ikke en skid?
Af: Simon Kabel, Nyvangsvej 32A st. th., Odense C

For nylig genså jeg musikvideoen til Michael Jacksons "Earth Song". Jeg blev på én gang både opløftet og fortvivlet over at se, hvordan Jackson stod med udstrakte arme og vind i den blafrende skjorte og vendte verdens problematiske processer ved at spole tiden tilbage som en anden Messias: rovdrift på dyrene, udsultede afrikanske børn, CO2-udledninger og krigshærgede zoner forsvandt i takt med, at musikken styrkedes for til sidst at efterlade et billede af en frodig og fredelig jordklode.

Det var så smukt. Det var så naivt. Det var dengang i 90'erne, da vi mennesker stadig havde en reel mulighed for at efterlade jordkloden i nogenlunde anstændig stand til vores efterkommere. Dengang vi troede, at vi gjorde nok for klimaet ved at bruge glødepærer til belysning eller ved at sortere vores affald.

Jeg tror, der er sket et skred i vores fælles bevidsthed. Vi er hverken blevet optimistiske eller dystopiske. Vi er blevet apatiske.

Jeg er så vred på folk, der fralægger sig ansvaret for tidernes tilstande, ved på fanatisk vis at hævde, at en livsstil som veganer er en bæredygtig og etisk eksistens, mens de propper sig med avocadoer, der er plukkede af slaver i Sydamerika og fragtet over Atlanten i store CO2-udledende containerskibe.

Jeg er så vred på folk, der fralægger sig ansvaret for tidernes tilstande ved at skyde skylden på politikerne. Så gør dog noget. Gå amok. Vælt regeringen. Start en revolution.

Jeg er så vred på folk, der fralægger sig ansvaret for tidernes tilstande, ved at påberåbe andres fejl i hykleriske læserbreve.

Jeg er vred på mig selv. Det er min skyld, at Donald Trump er præsident. Det er min skyld, at klimakrisen eksisterer. Det er min skyld, at børnesoldater skyder hinanden i stykker i Somalia. Det er min skyld det hele.

Det er også din skyld. Det er vores alles skyld.

Vi er fuldt bevidste om omstændighederne i vores verden, og vi gør ikke en skid ved dem. Vi er det tavse flertal, der lader vores samvittighed hvidvaske dag efter dag, mens problemerne vokser sig større og større. Vi er de vestlige velfærdsvæsner, fyldt til randen med privilegier, vi ikke kan administrere.

Lige om lidt rammer konsekvenserne og katastroferne os. Lige om lidt må vi tage skraldet for alt det, vi har gjort og for alt det, vi har ignoreret. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, ligesom Michael Jackson kunne i sin musikvideo.

Desværre.