Katolsk kvababbelse


Katolsk kvababbelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Line von Holstein-Rathlou, Smedevænget 9, Årslev
Billede
Læserbrev. 

I slutningen af april kom jeg i den frygtelige situation, at jeg mistede min far efter et kort sygdomsforløb. Det eneste ønske, min far havde om sin begravelse, var, at det skulle foregå fra Skt. Albani Kirke. Alt andet måtte vi som familie bestemme.

Min farmor var meget engageret i den katolske kirke, og følgelig var min far opdraget katolsk, og han var døbt, firmet, konfirmeret og gift i Skt. Albani Kirke. Den tradition førte min far videre til mig, og det er i den katolske kirke, jeg har mit tilhørsforhold. Og indrømmet, vi har ikke overrendt kirken i de senere år, men for mig er det ikke et tegn på, at min tro er blevet ringere, eller at jeg er en dårligere katolik.

Derfor var vores overraskelse også mildest talt stor, da vi efter forudgående aftale mødte op i kirken til samtale med præsten angående min fars sidste farvel. Vi blev mødt af et slattent håndtryk og blev vist ind på et kontor, der mest af alt mindede om et pulterkammer. Kondolence bruger man åbenbart ikke i den katolske kirke i disse moderne tider?

Det eneste, præsten havde forberedt, var, at han havde fundet et gammelt kartotekskort frem, hvor min fars navn stod skrevet med blæk, og hvad hans børn hedder. Da vi havde sat os, kiggede præsten på os med store spørgsmålstegn i øjnene - hvad havde vi tænkt os mon? Vi havde som familie forberedt os ved at skrive nogle stikord og sætninger ned, som vi mente var essensen af min far og hans liv. Desuden havde vi tre salmer, vi gerne ville have sunget.

Så fandt præsten, efter lang tids søgen, det mindste lille stykke papir frem, hvor han skrev salmerne ned på. Vi præsenterede ham for vores noter, men fik derpå at vide, at han ikke ville skrive noget, for som han sagde "jeg kendte ham jo ikke". Og så var der heller ikke ret mange dage til, så han mente slet ikke, at han kunne nå at skrive noget. Han havde altså også andet at ordne og andre begravelser.

Øhh, skal vi selv skrive, hvad der skal siges i kirken? Hvem skulle så læse det op? Ja, det kunne han da godt, men vi måtte også meget gerne selv. Og nå ja, der var også lige et andet problem, der var nemlig ingen organist den dag, vi havde valgt. Han havde ferie.

Øhh, skal vi også selv sørge for en organist? Jo, han ville da godt prøve at ringe til en anden kirke og høre, om vi kunne låne en der. På det tidspunkt var vi alle fuldstændig punkterede, men heldigvis gik min søster lige i forretnings-gear. Hun sendte simpelthen præsten uden for døren, kiggede os andre dybt i øjnene og spurgte, om det skulle være dér.

Men det skulle det jo, da det var min fars sidste og eneste ønske, selvom vi alle mest havde lyst til at rejse os og gå. Hun kaldte derpå præsten ind igen, fandt papir og pen frem, og udspurgte præsten om rækkefølgen på ceremonien og lavede derudfra en køreplan, der også indeholdt de indslag, vi ønskede skulle være en del af det. Vi gik derfra, 15 minutter efter vi var kommet, i en tilstand af chok.

Pludselig fik vi travlt med at finde en, der kunne hjælpe os med at skrive det, der skulle siges, og finde en, der mente, at han kunne stille sig op i kirken og læse det op, for det var der ingen af os, der var i stand til.

Da vi kom til selve dagen, og der var en halv time til det fastsatte tidspunkt, slentrede præsten rundt i kirken i jeans, kom lige og hilste sporadisk og spurgte efter den køreplan, min søster havde lavet. Han skulle også lige have en kopi til organisten, som det dog var lykkedes ham at støve op.

Heldigvis havde vi en supergod bedemand, der overtog, hvor hun kunne, med sikkerhed og autoritet.

Vi fik sagt et fint farvel til min far. Kirken var stuvende fuld, der var fyldt med smukke blomster. Marinekoret sang, en jazzmusiker sang, og en anden spillede et jazznummer. Præsten var under hele seancen en statist, der hverken viste medfølelse eller indlevelse, han besad ingen pondus eller autoritet. Han fik ikke nok jord på skovlen, så der var ikke mere til den sidste del af ritualet. Og jeg ved ikke, hvornår den katolske kirke er begyndt at stænke vievand med en lille plasticflaske. Fagre nye verden.

Hele oplevelsen omkring Skt. Albani Kirke var for mig en parodi. Hvor blev medmenneskeligheden og barmhjertigheden af? Hvor var indlevelsen i andre menneskers sorg og omsorgen for en sørgende familie? Hvad er det dog de katolske præster lærer under deres lange uddannelse? Er det virkelig en forudsætning, at man kommer regelmæssigt i kirken, skrifter og gør bod, for at man kan forvente en ordentlig behandling?

Heldigvis er vi en familie med ressourcer og et stort netværk, så vi havde nogle, der kunne træde til og hjælpe. Jeg tænker på de familier, der ikke er i den heldige situation. Hvor bliver de efterladt? Hvordan får de taget afsked med deres kære, på en god og værdig måde, når man i den grad savner en præst, der er villig til at træde i karakter?

Som tidligere skrevet er mit religiøse tilhørsforhold i katolicismen, men det, jeg oplevede i Skt. Albani Kirke, er bestemt ikke det, jeg har lært eller er opdraget til. Og pludselig begynder jeg at sætte spørgsmålstegn ved mit religiøse ståsted. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at tilhøre en trosretning, hvor jeg oplever smålighed og middelmådighed, og hvor man bliver mødt med en stor mangel på empati og barmhjertelighed. Men det må jo til syvende og sidst blive en sag mellem mig og min Gud.

Katolsk kvababbelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce