Integration. Det trygge land, der var engang
Af: Henning Thorup, Vestergade 37, Aarup

Jeg er borger i et lille trygt land, Danmark. Jeg har altid troet på, at vi her i landet forstod at passe på os selv og hinanden. At bo her er en sikkerhed for at man kan få arbejde eller understøttelse, hvis ikke man får et. Og er du ikke medlem af en a-kasse, så får man kontanthjælp. Det samfund har vores bedsteforældre, forældre og min generation opbygget over tid. 

Nu skriver vi så 2017, og landet er i forandring. Hvad er det så for forandringer, der foregår? Siden 1983, hvor vi fik en ny udlændingelov, er der vendt op og ned på mange ting. Loven truer med at nedbryde det tillidssamfund, vi kender i Danmark.  

Danmark skal til at forberede sig på ændringer i befolkningssammensætningen, som ses i andre lande. I byer som Rotterdam, Amsterdam, Malmø og Londons forstæder har man oplevet en befolknings udskiftning kaldet - white flight. Disse steder er de etniske europæere ved at komme i mindretal. Det er et problem, da udskiftningen ikke bliver fugt op af integration, men af kriminalitet, parallelsamfund, afhængighed af offentlige ydelser og radikalisering. Det er vel gået op for de fleste, at multikulturalisme og masseindvandring ødelægger sammenhængskraften. 

Der har været mange idéer til, hvordan man kunne integrere indvandrerne. Politikerne satte deres lid til, at første generation af indvandrerne, især muslimske, ville lægge forældrenes kultur bag sig og integrere sig i den danske kultur, for når alt kommer til alt, deler vi jo de samme værdier på kloden. Men det blev snart fastslået, at sådan hang det ikke sammen. 

I stedet for at ville integrere sig har man forsøgt at lave om på danskerne. Modstandere af den liberale udlændingepolitik blev afvist med, at de var onde eller dumme. Danskerne manglede åbenhed overfor den kulturelle mangfoldighed, som skyldtes "national paranoia" eller islamofobi, som burde kureres.

Når borgerne i landet ikke kunne finde ud af at forbedre integrationen, så måtte det offentlige træde til, altså stat og kommune, men vi er stadig her, hvor der finder positiv særbehandling sted.

Harvard-sociologen Robert Putnam har dokumenteret, at multikulturalisme skaber mistillid mellem mennesker. Tillid kan vanskeligt opstå mellem etniske og religiøse grupper.

Cepos har påvist, at 90 procent af etniske danskere har tillid til hinanden, men kun 55 procent har tillid til muslimer. Vi ser også, at muslimer ofte er involverede i sammenstød med politi, brandvæsen, ambulancefolk og sundhedspersonale. Vi har oplevet, at terroren er kommet til Danmark -  igen muslimer som står bag det meste.

Jo, jeg må sige, at Danmark har ændret sig fra at være det dejlige trygge samfund til den (u)orden, jeg netop har beskrevet. Men vi har stadig en mulighed for at ændre samfundet til noget, der ligner det, vi havde.

Men det kræver, at politikerne vil.