Ghettoplan: Et frontalt angreb på beboerne
Af: Jens Pilholm, direktør, Civica

Siden regeringen fremlagde sit udspil mod parallelsamfund den 15. marts , har der været sagt og skrevet meget om udspillet. Fra boligorganisationernes side har vi naturligt været særligt optaget af finansieringen af ghettoudspillet, hvor den eneste kasse, der er anvist midler fra, er fra de almene lejeres fælles renoveringskasse, Landsbyggefonden, med et særligt greb på kr. 12 mia. til at rive ned og omdanne i ghettoområderne. Herudover har vi fra boligorganisationernes side haft særlig opmærksomhed på det punkt i udspillet, der fastsætter, at i ghettoområder skal andelen af almene boliger reduceres til 40%. De 40% er helt vilkårligt og tilfældigt fastsat, fuldstændigt unuanceret og uden nogen form for skelen til reelle lokale forhold omkring genhusning m.v. Hertil kommer, at det som konsekvens har noget så udansk som tvangsforflytninger i større stil af helt almindelige familier uden kriminel baggrund, hvis eneste forseelse er, at de har valgt at bosætte sig det forkerte sted.

Regeringens lovudspil er nu fremlagt, og så kommer regeringens egentlige motiv med hele ghettoudspillet måske i virkeligheden for dagen. For gemt godt og grundigt i lovforslaget dukker der så pludselig yderligere en betydelig regning til de almene beboere op, idet regeringen planlægger at dræne de almene lejere via deres fælles renoveringskasse, Landsbyggefonden, for yderligere kr. 13 mia.

Den almene sektor er én blandt flere væsentlige piller, der tilsammen udgør dét, vi kalder den danske og også den skandinaviske velfærdsmodel, der sikrer, at alle mennesker uanset alder, uanset køn, uanset etnicitet, psykisk sårbare, misbrugere osv. skal kunne tilbydes en ordentlig bolig, idet en ordentlig bolig for alle mennesker er et helt grundlæggende vilkår for et ordentlig liv. Den almene sektor har således - via en yderst omfattende og kompliceret lovgivning - en kontrakt med samfundet, der kan koges ned til, at vi stiller ordentlige boliger til rådighed for alle til rimelige huslejer, og herunder kan kommunerne disponere over hver 4. ledige bolig til anvisning. Til gengæld er der en vis offentlig medfinansiering og støtte i forbindelse med opførelsen af de almene boliger. Det er samfundskontrakten, og som i alle andre kontraktforhold er den baseret på "noget for noget" princippet.

I dag yder de almene lejere via Landsbyggefonden, allerede en betydelig refusion til staten på den statslige støtte til de almene nybyggerier, men det er denne refusion, der i regeringens lovforslag foreslås sat op til 100%, således den almene sektor bliver en reel overskudsforretning og pengemaskine for staten - og det endda med tilbagevirkende kraft, idet det skal gælde for byggerier tilbage fra 2007! Denne regning kan opgøres til kr. 13 mia., som yderligere tages fra Landsbyggefonden.

Den umiddelbare tanke er naturligvis endnu engang, at det kan da ikke være de almene beboere og deres fremtidige renoveringer, der skal betale for skiftende regeringers tilsyneladende fejlagtige indvandrings-, integrations-, beskæftigelses-, socialpolitik m.v., idet det er åbenlyst Landsbyggefonden, der skal betale hele ghettoregningen. Når regeringen nu har bevæget sig ud ad den vej, der hedder at det tilsyneladende er i særlige sektorer i samfundet, at finansieringen skal findes, så kan man jo med lige så god ret spørge, hvorfor de store, skattefrie konjunkturgevinster, der nu igen skabes på ejerboligmarkedet, eksempelvis ikke skal betale. Her kan der så nemt som ingenting findes tilsvarende beløb - når det nu er et spil om Sorteper, og den store fælleskasse ikke skal holde for!

Men lovforslaget udtrykker måske meget mere alvorligt et egentligt opgør med den almene tankegang. Hvis regeringen får held med at gøre disse meget betydelige indhug i Landsbyggefondens fremtidige midler, ja så er der jo det mindre i den fælles renoveringskasse til at renovere og fremtidssikre den almene boligmasse for. Det vil have de uundgåelige konsekvenser, at den almene boligmasse vil blive dårligere og dårligere, og huslejerne for beboerne vil stige for blot at holde de værste renoveringsbehov for døren.

Men det er formentlig i virkeligheden dét, den Venstre-Liberale regering vil opnå med den almene sektor. Dette er endnu et tiltag i den segregering, vi desværre ser for mange steder i samfundet, eksempelvis på skoleområdet, på sundhedsområdet osv., hvor vi efter bedste amerikansk og engelsk forbillede skal splittes i A, B og C hold.

Sammenhængskraften, som netop er én af kerneværdierne i den danske velfærdsmodel, skal nu også på boligområdet sættes ud af kraft. De almene boliger skal være for C-holdet, de skal være i en dårligere kvalitet forbeholdt de dårligst stillede, men til huslejer, der egentlig er for høje for disse beboere.

Så kære almene beboere - og naturligvis alle andre, der måtte have interesse i dette område - vi har faktisk slet ikke set det værste endnu i regeringens udspil. Der er noget, der er mindst lige så slemt godt gemt langt inde i lovforslaget, og som kun kan opfattes som et egentligt frontalt angreb på hele den almene tankegang. Det skal siges, og det skal man forholde sig til!