Fortællinger: Odenses vigtigste kulturarv
Af: Anette Wilhjelm Jahn, leder af Måle Fortælleteater, Classensgade 17. 2. sal th., København Ø

For femte år i træk havde jeg fornøjelsen af at optræde på H.C. Andersen-festivalen og samtidig være blandt publikum på Fyrtøjets lille underfestival, Internationale fortælledage. Tre aftener i træk, hvor man sidder i byens bedste fortællerum og lytter til de mest fantastiske fortællere fra den store verden.

Internationale fortælledage rummer, hvad den store festival handler om: Vi samles omkring historiefortællingen. Den historiefortælling, som H.C. Andersen elskede så højt, og som fyldte hele hans liv.

Som barn fik den lille Hans Christian fortalt eventyr af farmoren. Hans far spillede dem for ham som dukketeater. Og når det ikke var nok, løb den lille Hans Christian ned på Fattiggården. For fattiglemmerne, de kunne fortælle. Og fordi han fik så mange folkeeventyr ind som barn, kom de mest vidunderlige kunsteventyr ud af ham som voksen.

H.C. Andersen elskede kort og godt den mundtlige historiefortælling, og han var blandt de første herhjemme til at nedskrive et mundtligt sprog. Sådan lyder det ikke for os i dag, når vi læser ham, men det var mundtligt sprog på hans egen tid.

Fyrtøjets gæste-fortællere er vant til at stå på store, internationale scener, og alligevel bliver de hvert år benovede som børn, når de står i Odense og skal dele deres fortællinger. Det er så stort for dem at være i den by, hvor deres mesterfortæller kommer fra.

Vi andre, som er børn af denne by, synes måske, at nu har vi set hans høje hat og papirklip brugt kommercielt tilstrækkeligt mange gange. Men når disse internationale fortællere står på den lille scene og bliver så berørte, at stemmen for et øjeblik svigter dem, ja, så mærker vi igen Andersens ånd og betydning.

Den mundtlige fortællekunst er vores vigtigste kulturarv. Det er derfor vigtigt, at vi sørger for, at historiefortællingen bliver ved med at udvikle sig. Og det kræver bl.a., at vi inviterer dygtige folk hertil, som kan inspirere os.

Selv har jeg haft den store glæde at møde den indisk-britiske fortæller, Peter Chand, for tre år siden på festivalen. Han fortalte et indisk Askepot-eventyr, som jeg fik lov til at bruge. I år spillede jeg børneteaterforestillingen "Skrubtudsen" på amfiscenen og fortalte de internationale fortællere, at jeg samlede på eventyr om skrubtudser. Det syntes vores gæster var noget af det mest vanvittige, de nogensinde havde hørt.

Men da den legendariske, franske Abbi Patrix fortalte et keltisk tudse-eventyr, ville de andre heller ikke stå tilbage. Kamini Ramachandran fra Singapore fortalte et tudse-eventyr fra Vietnam, og den japanske Kaishi Katsura fortalte et japansk et af slagsen. Så nu har jeg stof til en ny, morsom forestilling.

Jeg er helt sikkert ikke den eneste fortæller, som lader mig inspirere af gæsterne. Jeg vil derfor glæde mig til næste års festival, som igen fejrer Odenses vigtigste kulturarv: Den mundtlige fortællekunst.