Af: Hugo Høffner, Læssøegade 183, 1., Odense M

I de seneste dage har der i medierne været fokus på de lønmodtagere, som ikke er medlem af en fagforening. Disse bliver af deres krigeriske kollegaer fremstillet som usolidariske, ligesom de bliver udsat for chikane på deres arbejdspladser.

Fordelen ved et liberalt demokrati som det danske er, at man må vælge, hvad man har lyst til og ikke har lyst til. Fagforeningsmedlemmer vil sige, at man får del i de goder, som fagforeningerne har kæmpet for.

Må jeg i den forbindelse gøre opmærksom på folkekirken, hvis medlemstal stadig er højere end fagbevægelsens. Gennem kirkeskatten betaler man bl.a. til kirkernes vedligeholdelse; i Odense indbefatter det Knud den Helliges jordiske rester, i Roskilde er det Danmarks regenter gennem tiderne osv. Dermed er kirkeskatten en kulturbevarende institution, men samtidig dækker skatten også de mange arrangementer, f.eks. foredrag og koncerter, der foregår i kirkerne. Ydermere er der på hospice tilknyttet en præst til den sidste svære tid. Alt sammen er betalt gennem kirkeskatten.

Nuvel, der er faktisk omkring 25 procent af danskerne, der ikke er medlem af Folkekirken. En grund til dette kan bl.a. være det religiøse aspekt, som mange ateister ikke kan forliges med. Derfor må de betalende acceptere, at andre får del i goderne, selvom de ikke betaler.

Her må det være mig tilladt at henvise til fagbevægelsens tidligere så tæt knyttede bånd med Socialdemokratiet. Kunne man forestille sig, at mange ikke-medlemmer af en fagforening har svært ved at forlige sig med dette? Naturligvis!

Uanset hvilket medlemskab man ønsker i det danske samfund, giver det ikke ret til, at man ser ned på ikke-medlemmer. Solidaritetskortet er passé.