Shu-bi-dua-dokumentar: Da nam-nam'en forsvandt

I 1980 sagde Shu-bi-dua farvel til halvdelen af bandet efter uoverensstemmelser om, hvordan bandet skulle køres. Foto: Helge Jensen

Shu-bi-dua-dokumentar: Da nam-nam'en forsvandt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

  • Historien om det originale Shu-bi-dua skildres i dokumentarfilmen "Fluer i kødbyen"

Musik: De fleste danskere kender Shu-bi-duas populære sange "Fed rock" og "Står på en Alpetop". Få kender sandheden om den konflikt, der i 1980 halverede det populære orkester og efterlod et åbent sår, som aldrig helede.

I dokumentarfilmen "Fluer i kødbyen" fortæller bandets originale medlemmer om dengang, "strammerne" fyrede "slapperne".

Bandet blev dannet nærmest som en tilfældighed af seks venner fra whiskybæltet i forbindelse med en satireoptagelse til Danmarks Radio. De første pladers "undersættelser" af populære hits som "Jailhouse Rock" ("Fed rock"), "Twist and Shout" ("Stærk tobak") og "Killing Me Softly" ("Kylling med soft ice") satte scenen for en æra af fest, farver og uhøjtidelig sangskrivning, der førte vennerne fra succes til succes.

Med årene blev succesen mere forpligtende, og der kom en større alvor i foretagendet. Det skabte en indre uro i Shu-bi-dua, hvor slapperne ville holde fast i de tidlige års løsslupne kollektivisme, mens strammerne ville tage musikken i en mere seriøs retning. Fronterne blev trukket op, og konflikterne spidsede til ved overgangen fra 1970'erne til 1980'erne.

Ballerne skal strammes

I den åbenhjertige dokumentarfilm "Fluer i Kødbyen" tegner centrale medlemmer af Shu-bi-dua et billede af det originale orkesters indre styrker og konflikter.

Her fortæller blandt andre trommeslager Bosse Hall Christensen om de første sjove år i bandet og om sit eskalerende alkoholmisbrug, der var en afgørende faktor til, at han sammen med keyboardspiller Jens Tage Nielsen og bassist Kim Daugaard i 1980 blev smidt ud af bandet.

Det nye orkester havde Michael Hardinger og Michael Bundesen som kerne og blev med førstnævntes ord mere som et firma, der besluttede sig for "at lave noget musik og tage ud at spille". Nu skulle ballerne strammes, og der skulle arbejdes med faste mødetider, udgivelsesfrekvenser og pladeturnéer. Det var blevet en alvorlig sag at lave popmusik til folket.

Kim Daugaard blev ret hurtigt taget til nåde og genindtrådte i bandet, men Bosse Hall Christensen og Jens Tage var definitivt ude efter en regulær fyringsrunde.

Uden Bosse og Tage kom der ikke flere absurde sange som "Fluer i Kødbyen" og "Nam-Nam" eller saftige tekstlinjer som "sikke'n dulle, sikke'n balle, sikke'n numsehul".

Som guitarist Claus Asmussen siger i dokumentaren: "Den sjoveste, der var tilbage, det var mig. Og jeg var ikke så skide sjov."

Succesen fortsatte nogen tid endnu for Shu-bi-dua, men kollektivet, magien og morskaben var væk. Historien om det store uskyldstab rulles ud i dokumentaren "Fluer i Kødbyen", der er produceret af DR Historie & Tro og er tilrettelagt af Janus Køster-Rasmussen, som har stået bag adskillige musikdokumentarer.

"Fluer i Kødbyen" sendes lørdag den 12. november kl. 20 på DR 2

Shu-bi-dua-dokumentar: Da nam-nam'en forsvandt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce