The Rolling Stones optrådte for 25. gang i Danmark tirsdag aften. Det blev et værdigt og ikke mindst vellydende jubilæum for et revitaliseret rockband.

Tirsdag aften står det ned i lårtykke stråler på Østerbro i København, hvor The Rolling Stones optræder i et overdækket Parken. Meget passende vejrforhold for et band, der om noget på denne jord må siges at være i karrierens efterår.

Allerede i 2007, da den britiske gruppe senest optrådte i Parken, var der snak om, at NU måtte Mick Jagger synge på sidste vers. Men siden har den nu 74-årige forsanger spredt satisfaction over det meste af kloden med sine aldrende legekammerater, der virker naturstridigt veloplagte i deres gnistrende spilleglæde og næsten barnlige iver.

- I've been around for a long, long year, indleder Mick Jagger meget sigende med at synge på “Sympathy for the Devil”.

Jeg har svært ved at komme på mange bands, der kan indlede en koncert med mere stemningsfuldt og kompetent et nummer.

Keith Richards flænser Parken med et primalbrøl fra sin guitar, der lyder som et ekko fra en anden dimension. I sin lange, sorte frakke ligner han sin karakter Captain Teague fra filmen ”Pirates of the Carribean”.

Hans løjerlige påklædning passer som fod i hose til ”It’s Only Rock ’n’ Roll (But I Like It)”, der er beskidt som sproget hos en sømand med tourettes. Men lige på denne rockhyldest skramler Keith Richards, så det føles helt og aldeles perfekt.

Personligt har jeg altid været smaskforelsket i The Rolling Stones som fuldbyrdet bluesband. ”Exile on Main St.” fra 1972 er uden sammenligning mit favoritalbum, og deres coverversion af Buddy Johnsons ”Just Your Fool” er nederdrægtig velspillet. Mick Jagger indleder med mundharpe, mens Keith Richards sætter sig ned og tilsyneladende nyder nummeret lige så meget som mig og de 40.000 andre i Parken.

Der er mere blues i posen med Jimmy Reeds ”Ride ’Em on Down”, og selv om responsen fra publikum er afmålt, understreger de to sange i særdeleshed, hvor meget bluesmusikken har influeret The Rolling Stones.

Sjælden perle

Publikum har inden koncerten kunne stemme på en sang, de gerne ville have spillet. Valget er faldet på outsideren ”Doo Doo Doo Doo Doo Heartbreaker”. Nummeret fra albummet ”Goat Head Soap” er én af den slags relativt ukendte perler, som viser, hvor enormt The Rolling Stones' bagkatalog er.

Saxofonsoloen rammer som en knytnæve i sangen, der handler om en dreng, som blev skudt af politiet i New York, og en kun 10-årig pige, som dør af en overdosis. Barske og tankevækkende sager.

“You Can’t Always Get What You Want” leveres i en herlig tilbagelænet udgave, hvor man kan svømme væk sammen med korsangerne, inden Parken selv får lov at synge stemmelæberne i stykker. Sangen ender med et gospelklimaks, hvor tempoknappen skrues helt i vejret.

Lækker 48-årig

”Honky Tonk Woman” er lige så lækker en lille sag, som da sangen blev udgivet for 48 år siden. Den kan man ikke sidde stille til, og det bliver da også umuligt for en betragtelig del af de siddende publikummere at holde kroppen i ro.

Efter en bandpræsentation midtvejs smider Keith Richards piratfrakken og åbenbarer en ærmeløs T-shirt med påskriften: ”Straight Outta Dartford”. Den mand er så cool, som en forkølet isterning.

Han får vanen tro lov at synge for et par sange og gør det habilt på ”Happy”, der må siges at være en perfekt humørbeskrivelse for hele bandet.

”Slipping Away” derimod passer desværre også på sangens fremførelse. Den smuldrer mellem fingrene på Keith Richards, fordi han ikke er i nærheden af at ramme en ren tone vokalt.

Rullestenene triller igen optimalt på ”Miss You”, hvor alle planeter og stjerner igen står perfekt under Parkens tag. Mick Jagger hopper elegant. Spjætter med benene. Ryster med sin 74-årige popo. Laver piruetter. Det er umuligt ikke at komme i godt humør af.

Wood skaber balance

På ”Midnight Rambler” understreger guitarist Ron Wood, hvorfor han er så vital for bandets balance. Mens Keith Richard er et løsgående missil, holder Wood kursen. Og sørger for, at lokomotivet sjældent kommer til at køre helt af sporet.

Efter en time og 40 minutter skulle man tro, at en kvartet med en sammenlagt alder på plus 300 år er kørt i sænk. Men The Rolling Stones trodser som bekendt flere natur- og rocklove. Så hvad giver mere mening end at spille ”Start Me Up” og indlede endnu en halv times jubilæumsrock til historiebøgerne.

- Never stop, never stop, never stop, lyder en del af omkvædet, og det mantra må nærmest være tatoveret ind i huden på bandmedlemmerne.

Mick Jagger synger også: ”You make a grown man cry”, og der må være mange granvoksne mænd i Parken med tårer i øjenkrogen.

- I er et skidegodt publikum, konkluderer Mick Jagger på dansk, inden det er tid til et skud brunt sukker.

Som diabetiker skal man holde igen med sukkeret, men det er umuligt ikke at labbe hvert eneste sukkerkorn i sig. Det er et forbilledligt rockriff forkælet med saxofon så æggende, at man risikerer hofteskred på det yderste af sædet.

Det er min tredje koncert med The Rolling Stones og uden sammenligning den mest medrivende. Ikke mindst på grund af det forbilledlige engagement, et sjældent tight band, bluesintermezzoet, en sublim udgave af ”Miss You” og den smukkeste version af ”Gimme Shelter”, jeg nogensinde har hørt. Jeg får fuld satisfaction for alle pengene.

Og lyden i Parken? Den er sjældent hørt bedre fra min stol på 17. række.

Parken, København, tirsdag 3. oktober: The Rolling Stones

  • Michael Bager

    Af:

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.

Mere om emnet

Se alle
Stones' koncert bliver kaldt både forrygende og et megaflop

Stones' koncert bliver kaldt både forrygende og et megaflop