Klar til Tinderbox: Majestætisk Gahan væltede Royal Arena

Forsager i Depeche Mode, Dave Gahan, under koncerten i Royal Arena i København i forbindelse med bandets "Global Spirit Tour", tirsdag den 9. januar 2018. (Foto: Anne Bæk/Scanpix 2018)

Klar til Tinderbox: Majestætisk Gahan væltede Royal Arena

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Britiske Depeche Mode fik historisk gode anmeldelser efter gruppens seneste optræden i Danmark. Tirsdag aften skulle den elektroniske rocktrio prøve kræfter med Royal Arena til en intimkoncert med 16.000 tilhørere.

Jeg gik glip af koncerten i maj i Parken, der angiveligt var en åbenbaring af de sjældne i nationalarenaen. Derfor er det med sjældent store forventninger, at jeg træder ind i Royal Arena for første gang. Ikke mindst, fordi lyden skulle være klasser bedre end i Parken.

Jeg fornemmer tydeligt, at jeg ikke har patent på de kolossale forventninger. Luften er nærmest elektrisk ladet, da den britiske trio med følge indtager scenen til ekkoet af The Beatles’ “Revolution”.

Modsat mange andre sejlivede bands har Depeche Mode holdt et forbløffende højt niveau på gruppens udgivelser. Gruppens seneste album, “Spirit”, er ingen undtagelse. Sange som “Going Backwards” og “Where’s the Revolution” viser ironisk nok, at Depeche Mode på én og samme tid peger bagud med gruppens unikke og letgenkendelige elektro-rock og alligevel skuer frem mod nye horisonter med den intense opfordring til folkelig revolution.

“Come on people, you are letting me down” synger Dave Gahan så smerteligt midtvejs i koncerten, at jeg er klar til at deltage i enhver revolution, han måtte anmode om.

Gruppens 14. album på 37 år er som sådan ikke en musikalsk revolution, men det er umuligt ikke at blive forført af Dave Gahan, der har demagogens flammer brændende i sig. Det er imponerende og respektaftvingende, at det 55-årige midtpunkt stadig synger med livet som indsats. Og bevæger sig rundt som en majestætisk svane med blafrende vinger. Han er en ubetinget gave på en scene.

Allerede på sjette nummer får han hele arenaen til at rejse sig og klappe. Jeg har ikke set magen til, siden U2's Bono fik samtlige arme i vejret i Parken i 2005. Og der er meget at klappe af selv i de mindre kendte sange, hvor gribende videoer og interessante omarrangeringer giver rig mulighed for at gå på opdagelse.

Et sjældent klarsyn

Der er få grupper, som i så udpræget grad som Depeche Mode både har en musikalsk og vokal signaturlyd. Ofte skal man blot høre et pikant strejf af en synthesizer eller første stavelse af et enkelt ord, før hvert eneste celle i kroppen kan mærke, hvem og hvad der er på spil.

Og der er stadig ufatteligt meget på spil med Depeche Mode, som tør og vil synge om alt det, flertallet af bands springer skræmt hen over i en evig leflen for laveste fællesnævner og playlisteudvalg.

Martin Gore, gruppens guitarist, andenstemme, keyboardspiller og ikke mindst tekstforfatter, har på “Spirit” skrevet uafrystelige tekster om at miste sin sjæl, at se live-transmitterede drab, og at vi til trods for avanceret teknologi nærmer os en verdensomspændende hulemandsmentalitet. Det er årevis siden, at jeg har stået til en koncert og følt noget nær en åbenbaring. Et klarsyn. Det i sig selv er en bedrift, fortvivlende få bands formår anno 2018.

Lyden er markant bedre end i Parken. Langt mere nuanceret og uden den enerverende, metalliske klang. Selv i de mest bastunge passager er der plads til alle de små sitrende detaljer, der er med til at farve det særegne lydunivers, som den sky tredjemand Andrew Fletcher har været med til at skabe.

Midt i det elektroniske stormvejr sidder den østrigske lejesvend, trommeslager Christian Eigner, og bidrager med en organisk lyd, selv om den er spillet med næsten mekanisk præcision.

Umætteligt sort hul

Jeg har ikke hørt Depeche Mode live siden 2010 i Horsens, men jeg har vidst, at det var et spørgsmål om tid, før jeg skulle lade mig forføre igen. Gruppen har begået et kuld af mine absolutte all time favorites, og det er som at blive forelsket igen at lægge ører og krop til “Stripped”, “Enjoy the Silence” og ikke mindst “Never Let Me Down Again”.

Den ikoniske guitarintro i sidstnævnte er forlænget flere alen, og køreturen med den bedste ven ender som aftenens største sus. Ikke mindst, fordi Martin Gore spiller riffet så råt og huggende, at det emmer af Sort Sols diabolske guitarlyd i “Siggimund Blue”.

“Walking In My Shoes” viser også nye sider af sig selv takket være en spektakulær video med en mand, der sminker sig som kvinde og som forventet ender med at gå i et par sko med gigantisk høje hæle. De sko har ingen lyst til at gå i ... Det er faktisk rart at blive tvunget til at fjerne blikket fra Dave Gahan, som ellers sluger al opmærksomhed til sig som et umætteligt sort hul.

En perlerække af dystopiske, drømmende og bedårende elektro-mesterværker pirrer sanserne, inden “Personal Jesus” slutter det royale bal. Den bliver til gengæld serveret i en underlig uforløst version, selv om de 16.000 i arenaen skråler med og rækker armene i vejret for at røre ved den berømte “tro”.

Om seks måneder holder Gahan, Gore og Fletcher igen musikalsk hof på Tinderbox i Odense.

Om koncerten:
Royal Arena, København, tirsdag 9. januar

Klar til Tinderbox: Majestætisk Gahan væltede Royal Arena

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce