Hvad du ser, er hvad du får

Deep Purple spillede overbevisende hård rock for publikum i Arena Fyn selvom forsanger Ian Gillian mest lignede en tilfældig midaldrende funktionær i en kæk t-shirt.
Foto: Mie SchŠrfe

Hvad du ser, er hvad du får

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Deep Purple overbeviste med spilleglæde og hårdt, ærligt arbejde

Mænd bliver til drenge, og jakkesæt bliver til lømler, når den hårde rock er i byen. Og Deep Purple leverede lige præcis den vare, der var eftertragtet af de omkring 3000 tilhørere og luftguitarister i Arena Fyn.

Der er kun én god grund til at dvæle ved det danske opvarmningsband, Royal Hunt, der med opstyltet stil og hårsvingende manerer tjente til at vise alt det, som Deep Purple gudskelov ikke var.

For det 40 år gamle band havde overhovedet ingen intentioner om at levere billige gimmicks fra hårdrockens overdrev. Det spillede sådan set bare.

Ud fra devisen: Hvad du ser, er hvad du får - uden kunstige tilsætningsstoffer.

Forsanger Ian Gillian lignede mest af alt en tilfældig midaldrende funktionær, der havde taget en kæk t-shirt på, og han prøvede aldrig at oversælge varen.

Lad så gå, at hans vokale præstationer var svingende - grænsende til det sjælløse, når bandet var i balladehumør. Det er tilgivet, for manden kendte sine begrænsninger og imponerede i øvrigt også i ikke helt få glimt.

Nu er forsangeren heller ikke nødvendigvis frontfiugren i Deep Purple. Det er kollektivet, der er stjernen.

Og skulle man endelig pege på én, der ragede op denne aften, så var det opkomlingen Steve Morse, der jo også kun er 54 år, mens de fire andre medlemmer har rundet de 60.

Den storsmilende amerikaner har en usædvanlig ren og distinkt guitarlyd.

Selvfølgelig skal han lige ind i mellem forfalde til at stå deroppe og vise,
hvor hurtigt han kan flytte fingrene. Men det er vel også en anelse obligatorisk, for publikum, der altovervejende er mænd, vil gerne se en mand, der stiller sig op og viser, hvor sublim en håndværker, han er.

På samme måde fik Roger Glover på bas, Don Airey på keyboard og Ian Paice på trommer hver deres solo-optræden, og lad det være skrevet med det samme: Ian Paice, der i nogen grad lignede en Elton John med langhårsparyk, er ikke så virtuos som i gamle dage, men igen kendte han kunsten at stoppe, inden det blev patetisk.

Bandet har mildt skrevet et fyldigt bagkatalog, og på de syv kvarter, der blev os forundt, kunne det kun blive til punktnedslag.

Men det var rigeligt til at bevise, at Deep Purple er et svært band at sætte i bås. Rigtig heavy-rock er det ikke. Dertil er der alt for mange svinkeærinder ud i en klangverden, der henter inspiration fra især klassisk musik, men til tider også folk og sågar et hint af noget arabisk i et enkelt tilfælde.

Der er en vis nysgerrighed efter at udforske klange, der klæder et band, som har materiale nok til at nøjes med at spille på det sikre.
Og svinger man sig så ud på sære eksperimentelle veje, så er det let nok at komme på sporet igen, når klassikere som ”Space Truckin’”, ”Black Night” og naturligvis ”Smoke on the Water” leveres medrivende stilsikkert.

Sidstnævnte med et af rockhistoriens mest markante guitar-riffs hørte jeg personligt sidst live for mere end et årti siden med Sussi og Leo på Skandsen i Skagen. Med al respekt for Sussi, så var der tale om et markant kvalitetsløft.

For et publikum af primært midaldrende mænd var Deep Purple en nostalgisk rejse tilbage til 70’erne, hvor bandet indiskutabelt var et af verdens førende.

Men det var ikke nostalgi som en bedaget kuriøsitet. Dertil var der alt for meget integritet, nærvær, dygtigt håndværk og udstråling af ægte spilleglæde.
Foto: Mie SchŠrfe
Foto: Mie SchŠrfe
Foto: Mie SchŠrfe
Foto: Mie SchŠrfe
Foto: Mie SchŠrfe

Hvad du ser, er hvad du får

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce