Et horn med scoreværdi

- Jeg var god til at spille trompet, jeg var bare bedre til at skrive, siger forfatteren Leonora Christina Skov, der tilbragte mange timer af sin ungdom i det lokale brassband.
Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Et horn med scoreværdi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Som 10-årig overraskede Leonora Christina Skov forældrene med sit valg af instrument. Siden har hun krummet tæer over og imponeret med sin trompet

I Helsinge, hvor Leonora Christina Skov voksede op, kunne ungerne cykle til håndbold og badminton i hallen på Idrætsvej. Men den fredsommelige nordsjællandske kommune havde dog også et andet tilbud til de af byens børn, som ville mere end at daske til en fjerbold.

Leonora Christina Skov har senere skrevet om sin opvækst i den lille by, at "om jeg så havde valget mellem provinsen og Kabul efter bomberne, ville jeg vælge Kabul. Jeg er så færdig med skiveskåret parcel- og ligusterlykke, hjernelam smalltalk, fremmedangst og kønsrollemønstre a la "Far til fire", som jeg kan blive."

Udsagnet er et af eksemplerne på den 32-årige forfatters hårdtslående stil. Den hun er kendt for som smagsdommer, kritiker, samfundsdebattør og i sine bøger, hvor hun pirker til de pæne overflader i bl.a. parforholdet.

Trods Leonora Christina Skovs blandede minder fra barndommens by var det her, hun fik nogle af sit livs store musikalske oplevelser. Ungdomsskolens brassband blev nemlig hendes hedeste drøm. Som 10-årig prøvede hun en trompet hos en veninde, og efter den første tids "uldne" toner fik hun en plads på rækkerne mellem de andre blæsende børn i brassbandet.

- Egentlig ville jeg have spillet flygel, fortæller hun.

- Min mormor havde et sindssygt flot klaver med en skøn klang, som jeg var meget betaget af, men min mor var dybt traumatiseret af sin barndoms klavertimer, som hun var blevet tvunget til, så hun havde antipati overfor, at jeg skulle spille klaver. Mine forældre havde dog nok ikke forudset, at jeg huggede det første og det bedste instrument, jeg havde mulighed for at komme i nærheden af, og det var trompeten.

Beundrende blik

Leonora Christina Skov lægger hornet på køkkenbordet, så vi sammen kan besigtige vidunderet. Hun sender den et beundrende blik.

- Jeg drømte om bare at komme til at sidde og spille 3. stemme på bagerste række. Hvilket vil sige at spille dut-dut gennem et helt nummer. På forreste række sad 1. trompeterne og spillede melodien. De værdigede os ikke et blik og var meget blaserte og grinede indforstået sammen med dirigenten, men efterhånden rykkede jeg op på anden række og senere første.

Var det smart at spille trompet som teenager?

- Nej, men jeg var ikke smart. Jeg var totalt usmart. Og det blev endnu værre af, at jeg sammen med brassbandet hver sommer skulle spille, når der kom cirkus til byen. Så sad jeg der i Cirkus Kanutski sammen med en masse mindre børn og spillede med i tre forestillinger om dagen. Det gjorde jeg i fire sæsoner, og det var bestemt pinligt.

Hvorfor blev du ved?

- At spille i et orkester er et mega "rush" - også selvom man kun er 3. stemme. Jeg har aldrig været den store holdspiller, men i orkester er det noget andet. Det er helt vildt at få noget til at lyde godt sammen, og man får en stærk holdfølelse.

Supersejt instrument

Kæresten Anette kommer ind i køkkenet for at lave kaffe.

- Ja, nu griner du, siger Leonora Christina Skov:

- Du synes, det er lidt sjovt, jeg spiller trompet.

- Nej, nej, lyder det afvisende fra Anette, der holder en mindre tale om det fascinerende i at kunne spille et instrument, inden hun lister ud igen.

Hvilke reaktioner har du fået, når du fortæller, at du kan spille trompet?

- Som voksen har jeg oplevet, at den har utroligt meget scoreværdi. Især de mænd, jeg har kendt, har syntes, at det er supersejt. Wauw, spiller du trompet! Det er noget, de falder for - lidt ligesom mit ar i panden.

Men trompet er da ikke et særligt feminint instrument?

- Jeg synes, det er et meget elegant instrument. I brassbandet var der også flere piger end drenge i trompetgruppen. Drengene spillede trækbasun, så de kunne stå og blære sig med den der, der skal ud og ind ...

Overvejede du at gøre musikken til din levevej?

- Som barn tegnede jeg meget godt, jeg skrev meget godt, og jeg var meget god til at spille, men jeg var nødt til at stoppe med nogle af tingene for at nå det niveau, jeg gerne ville med én af dem. Og på et ret tidligt tidspunkt blev jeg sikker på, at jeg var bedre til at skrive. I brassbandet havde jeg mødt en fyr (der i parentes bemærket i dag er solotrompetist i Operaen i Paris; red.), som spillede så utroligt meget bedre end mig, og på den måde kunne jeg høre, hvordan det kunne lyde, når man var sublim. Og jeg kunne mærke, at det, han havde i musikken, havde jeg andre steder.

Som en stille vind

Da Leonora Christina Skov flyttede til København for at studere, blev det sværere at spille. Tyndvæggede lejligheder og trompetspil er svært forenelige.

- Man kan godt dæmpe en trompet med en "mute", men det lyder som en prut, og eftersom jeg synes, det fede ved at spille trompet netop er, at man kan spille højt igennem, mister det lidt af værdien. Jeg gik til privatundervisning, men det var svært at øve hjemme, siger hun og banker på væggen.

- Jeg har da for øvrigt ikke spurgt mine naboer, hvad de synes om, at jeg spiller her. Og når der går for lang tid imellem, lyder det ad helvede til. Man kan sagtens stadig spille hurtige ting, men man kan ikke få den samme klang, og nu ved jeg, hvordan det SKAL lyde, og så gider jeg ikke. Det er ligesom med motion, hvis man ikke har trænet længe, så føles det som om, man er 82 og på rollator-stadiet, når man skal i gang igen, og så er det lettere at lade være

I dag kommer den eneste musik i Leonora Christina Skovs lejlighed fra anlægget. Til gengæld har hun hele tiden gang i nye bogprojekter.

Hvordan er det at skrive bøger anderledes end at spille musik?

- Når man skriver, er ens tekst ikke i verden, før den bliver læst af nogen. Den står bare på et stykke papir eller en skærm, og når man lukker sin bærbare, så er der ikke en skid. Det føles ret underligt at sidde og skrive på en roman en hel dag, og når ens kæreste om aftenen spørger, hvad man har nået, har man måske skrevet en side. Med musik er det anderledes. Musik fylder rummet ud nu. Sådan splash!

- Hvis jeg havde fået frit valg og var blevet spurgt, hvad jeg allerhelst ville være i mit liv, ville jeg svare sangerinde. Jeg ville elske det! Når man synger, fylder det hele rummet ud, mens det med at skrive ikke har den samme "presence" i verden.

Hvordan bruger du musikken i dag, nu hvor du ikke længere selv spiller?

- Når der har været helt stille, efter jeg har siddet og skrevet en hel formiddag, kan jeg godt lide at banke hele lejligheden igennem med et hardcore musikorgie. Bagefter kan jeg gå tilbage og skrive videre i stilhed. Men jeg har brug for de udbrud.

Et horn med scoreværdi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce