Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Den sande guitarhero

Som en sand kunstner tog Eric Clapton tog sig god tid til numrene ved søndagens koncert på Skanderborg Festivalen. (Arkivfoto)
Foto: Foto: Reimar Juul/SCANPIX

Den sande guitarhero

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Clapton tog os med tilbage i tiden til dengang, hvor et nummer fik den tid, et nummer skulle have

Jeg kunne vælge at bruge mine få linjer på at kritisere de få kvadratcentimenter, der var at udfolde sig på søndag aften i skoven foran Bøgerscenerne. Selvfølgelig bliver der proppet, når et verdensnavn som Eric Clapton indtager skoven, men så proppet – det kunne festivalledelsen godt have forudset.

Folk kunne ikke se, undertegnede kunne skimte en lille gruppe pixels på storskærmen og eller intet. Nogle valgte sågar at forlade koncerten. Men nok mavesyre. Nu handler det om sukker og knas til øregangene. For det var der nemlig rigeligt af.

Han sagde ikke meget, den hvide bluesneger, men det var heller ikke nødvendigt. Faktisk helt overflødigt, for guitaren, de hurtige strengetag op og ned ad gribebrættet, de sagde det hele. Mr. Slowhand var kunstner i eget atelier, som han stod der hjemmevandt i sit værksted og kærtegnede Fenderen.

Med sig i værkstedet havde han nogle særdeles kompetente lærlinge, hvor keyboardspiller Chris Stainton og guitarist Doyle Bramhall II bør få dagens medarbejderpris. På numre som "Key To the Highway" og "Little Queen of Spades" blev både tangenter og trommehinder rørt på en måde, der trak smilebåndet op til ørene. Det var lækkert. Også da Doyle som en yngre Kravitz spillede og sang duet med guitaralkymisten.

Clapton havde castet sine lærlinge godt, og derfor var der ingen slinger i bluesrocken. Det hele svingede – de menneskemelankolske bluestekster flød godt fra Claptons mund og stemme, der bestemt ikke er blevet ringere med årene. Hvis man lukkede øjnene og tog den trange plads i betragtning, for ikke at tale om øldunsten og lugten af vådt træ, kunne vi lige så godt have været på en snusket bluesbar i Mississippi

Flere af numrene spillede det tidligere Cream- og Yardbirds-medlem akustisk, mens han sad på en stol og lod musikken tale. Og det fik den lov til, for numrene var forholdsvist lange og instrumentalt dominerede. Måske for lange for nogen, men ikke undertegnede, der blot er glad for, at den ægte "analoge" livemusik, hvor der jammes uden stopur og scenografisk pynt, stadig kan opleves andre steder end på digitale medier.

Klassikere som "Layla", lightermagneten "Wonderful Tonight" og "Cocaine" havde Clapton lagt i slutningen. Dem kunne han med fordel havde spredt lidt mere ud over sætlisten for ikke at tabe den brede fællesnævner hos publikum.

Den sande guitarhero

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.