• I "Fuglene over sundet" fortæller Nicolo Donato om danske jøders flugt til Sverige. Blandt de mennesker, der hjalp dem, var hans farfar

Ved første øjekast ligner tatoveringen på Nicolo Donatos arm Niels Bohr. Portrættet, der har et ældet fotografis bløde kanter, forestiller en alvorligtudseende herre med milde øjne og skyggen af et smil i mundvigen.

Manden, der er præget med blæk i huden, er N. B. Lund Ferdinandsen. Han var skibsmægler i Gilleleje fra 1943 og til sin død i 1994. Og så var han filminstruktøren Nicolo Donatos sted-farfar og den egentlige årsag til, at han efter 20 års tilløb har lavet filmen "Fuglene over sundet". Filmen skildrer de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943.

Jødepengene

- Jeg havde en ret barsk barndom, og farfar var den eneste, der kunne se igennem mig. Han var en god læremester, som viste mig, at der ikke er noget i verden, der bare er sort-hvidt. En gang, hvor jeg havde været oppe at toppes med nogle nynazister og havde fået slået hul i baghovedet, sagde han: "I min tid tiede vi dem ihjel. Vi ignorerede dem. Men vi var ikke helte".

Umiddelbart forstod Nicolo Donato ikke, hvad farfaren mente, men under en tur på havet løftede N.B. Lund Ferdinandsen sløret for, hvordan befolkningen i Gilleleje havde ageret i de oktoberdage i 1943, hvor danske jøder blev fragtet over Øresund til Sverige.

Med farfarens historie fulgte også beskrivelsen af, at ikke alle handlede af deres hjertes godhed, men krævede store summer for at hjælpe. Eller som farfaren sagde: "Husk jødepengene".

Modefotograf i sort-hvid

Nicolo Donato er uddannet kunstfotograf, men med årene blev hans sort-hvide billeder mere og mere dystre, og det gik langsomt op for ham, at han hellere ville fortælle historier, så han erstattede mode med jobbet som filminstruktør.

Skiftet var ikke nødvendigvis let, for Nicolo Donato er ordblind, men det altafgørende vendepunkt kom, da en kammerat sagde: "Bare skriv, så retter jeg stavefejlene":

- Så begyndte jeg at skrive. Og da jeg fandt ud af, at jeg havde fået en stemme, begyndte jeg at råbe.

Nicolas første filmiske "råb" var debutfilmen "Broderskab", der handler om hatecrime og homoseksualitet blandt nynazister.

- Når jeg får penge til at lave en film, er det vigtigt for mig at give mere end underholdning retur, siger Nicolo Donato.

Ideen til "Fuglene over sundet" har han haft i tankerne, siden han var 22 år, og han fyldte 42 i sidste uge, så filmen har været længe undervejs.

Manuskriptforfatteren Per Daumiller tændte på Nicolo Donatos oplæg til en film, der skulle handle om medmenneskelighed, og hvad mennesker er parate til at gøre for hinanden i en presset situation.

- I dag tænker vi tilbage på Anden Verdenskrig som en tid, hvor folk valgte side og var enten gode eller onde. Men det er mere kompliceret, for uanset hvordan vi er opdraget, ligger viljen til at overleve i vores gener. Derfor vil jeg også fortælle om de danskere, der ikke handlede af næstekærlighed eller godhed. Selv om 95 procent af jøderne kom til Sverige, er det vigtigt for mig at vise, at der også er en anden, meget mørkere side af historien.

Indspark i debatten

Temaet blev ubehagelig aktuelt, da Nicolo Donato sad isoleret i klipperummet og var ved at færdiggøre filmen:

- En dag ringede Jakob Cedergren, der spiller min farfar i filmen, og sagde: "Det er vanvittigt, det der sker ved grænsen lige nu. Man burde gøre noget". Da han fortalte om flygtningene, der gik på motorvejen, kneb jeg en tåre, for pludselig kom det hele alt for tæt på. Senere blev jeg rasende over, at vi ikke måtte hjælpe flygtningene. For mig var parallellerne til farfars snak om jødepengene tydelig: "Hvis I skal være her, skal vi have jeres smykker!"

Nicolo Donato ser gerne, at "Fuglene over sundet" bliver et indspark i den danske flygtningedebat:

- Jeg vil klappe i mine små hænder, hvis nogen bliver provokeret af filmen.

Til gengæld er han sikker på, at hans farfar ville være blevet rasende over filmen:

- Farfar ønskede ikke hæder eller anseelse for sin indsats under krigen. Mindesmærker var ikke noget for ham.

  • ANDREAS_BASTIANSEN

    Af:

    Kulturredaktør på Fyens Stiftstidende & Fyns Amts Avis fra 2012. Stofområder: scenekunst og klassisk musik. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1992. Fastansat på Fyens Stiftstidende fra 1994. Sidder i bestyrelsen for Fynske Mediers medarbejderforening. Til marts 2015 medlem af Fynske Mediers bestyrelse. Medlem af Reumert Juryen fra 2014. Gift og bosat i Odense-forstaden Snestrup.